Kontrastfyldt.
Det ord er vist ikke helt forkert at bruge, hvis man skal beskrive digteren Yahya Hassans blot 24 år korte liv.
Den unge provokunstner tog Danmark med storm, da han i 2013 slog igennem med den selvbetitlede digtsamling 'Yahya Hassan', som med mere end 120.000 solgte eksemplarer blev den hidtil bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien.
Blot få måneder forinden benyttede ghettodrengen fra Aarhus V dog sin indre vrede og utilfredshed med samfundet på alt andet end blot ord og bogstaver på et stykke papir.

Han tjente sine penge som pusher, og dagene gik med hashsalg, røverier, vold og indbrud.
Fra den ene dag til den anden begyndte samfundet dog at se den langhårede møgunge fra Trillegården som alt andet end en gemen ballademager. Han blev et stjerneskud, der blev hyldet for sine revolutionerende ord om det danske parallelsamfund.
Anerkendte kunstnere, digtere og forfattere stod nærmest i kø for at klappe skulderen af den unge komet, der engang har påstået, at han som tre-årig satte ild til familiens lejlighed for at dræbe sin voldelige far.
Branden fandt i den grad sted, men om Yahya Hassan vitterligt tændte tændstikken for at se sin far dø i flammerne er mere usikkert, da politiet i sin tid kategoriserede det som 'et barns leg med tændstikker'.

Beskyttet af livvagter døgnet rundt
Yahya Hassan var blot 18 år gammel, da han skiftede titlen som pusher ud med poet. Fem år forinden blev han grundet sine voldelige og kriminelle tendenser anbragt uden for hjemmet, og nu blev han pludselig skamrost på forsider landet over.
Kontrasten var enorm.
Stille og roligt begyndte skeletterne fra fortiden dog at poppe frem, og i stedet for de rosende ord om digterens pennestrøg, blev der blandt andet udgivet artikler om hans tidligere stormfyldte og seksuelle forhold til en 22 år ældre lærerinde.
Et forhold, der blandt andet udmøntede sig i, at Yahya Hassan brød ind hos lærerindens eksmand, og et forhold, som lærerinden senere blev idømt fem måneders betinget fængsel for.

Den 9. december 2013 - blot små to måneder efter, at Yahya Hassans digtsamling ramte hylderne - blev han overfaldet på Københavns Hovedbanegård, og med ét medførte hans kritiske røst over for det samfund, som han kaldte 'hyklerisk' og bygget på 'vold, løgne og bedrag', at han fik PET-beskyttelse døgnet rundt.
En beskyttelse, som han i 2015 frasagde sig, da han forsøgte at skifte poet ud med politiker og stillede op i Folketinget for Nationalpartiet. Partiet nåede dog ikke at blive opstillingsberettiget, og Hassan stillede derfor i stedet op som løsgænger, men blev ikke valgt.
Året efter blev han smidt ud af partiet, efter han var blevet anholdt for narkokørsel. Og her begyndte det for alvor at gå ned af bakke for kunstneren, der langsomt fandt tilbage til sin gamle kriminelle løbebane.
I 2016 blev han siget for at have skudt en 17-årig i foden i det vestlige Aarhus, hvilket udmøntede sig i en fængselsstraf på et år og ni måneder.

I september 2018 kulminerede det, da den dengang 23-årige digter tilstod mere end 40 kriminelle forhold - deriblandt indbrud, biltyveri og trusler på livet - og idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid.
Det sidste store interview, der nåede at blive lavet med Yahya Hassan, blev udgivet i november 2019.
Her formåede Weekendavisen chefredaktør, Martin Krasnik, som i løbet af årene nåede at udvikle et venskab med den kontroversielle digter, at fange ham over telefonen få dage før, at hans anden digtsamling udkom.
På det tidspunkt lå Yahya Hassan indlagt på retspsykiatrisk i Skejby. Han fortalte Martin Krasnik, at han brugte sin egen 'elendighed og sorg' som katalysator i sine nye digte, som i øvrigt blev skrevet 'uden håb'.
Og håbløst er det i den grad, når en ung mand går bort i blot en alder af 24 år.