Yahya Hassan brændte ud for tidligt

»Jeg er ham, der overlever, jeg er overleveren!« Sådan sagde han i et stort interview med Weekendavisen for knap et halvt år siden.

Men det var han ikke.

24 år. Så kort blev livet for en af Danmarks mest omdiskuterede personligheder, én af dem, der ikke findes to af. Digteren Yahya Hassan, som onsdag blev fundet død i sin lejlighed i Aarhus.

Dermed sluttede et intenst liv, der kun synes at kunne leves helt ude på kanten, alt for brat. Næsten før det for alvor var kommet i gang.

Da han kom til verden i ghettoen i Aarhus V, stod der næppe skrevet i Yahya Hassans kort, at en dreng med palæstinensisk baggrund blot 18 år senere skulle komme på alles læber. Men det gjorde han.

Med digtsamlingen, der blot hed 'Yahya Hassan', tog han i 2013 et opgør med alt og alle. Med sin egen opvækst med vold, svigt og kriminalitet. Med religiøst hykleri.

'Fucking vred' var ord, han brugte, når han skulle beskrive sin forældres generation. Det var dem, der havde svigtet. Ikke samfundet.

»Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev opdraget med tæsk. Min far brugte tid på at finde straffe til mig og mine søskende,« sagde han i et interview med Politiken og uddybede:

»Han tvang os til at stå på et ben med ansigtet vendt mod væggen i timevis med hænder udstrakt til hver side. Det er jo sygt,« lød tiraden fra Yahya Hassan, som mente, at forældre-generationen hverken gad eller kunne overskue deres børn. Og at det for mange åbnede ladeporten ind til et liv i kriminalitet.

»Det er det, jeg angriber i mine digte.«

120.000 solgte den. Et næsten uhørt højt tal for en digtsamling. Med ét var Yahya Hassan verdensberømt i Danmark.

Der var dem, der klappede i hænderne af hans modige opgør og i overført betydning bar ham i en kongestol som et forbillede for sin generation. Han blev præmieperkeren.

Men Yahya Hassan skabte sig også mange fjender. Trusler væltede ned over ham. Verbalt og fysisk skulle han konstant forsvare sig.

Om kimen lå der i forvejen og blot blev forstærket af den centrifuge af opmærksomhed og had, som han landede sig i, eller om et ungt og skrøbeligt sind eksploderede ved de høje hastigheder, er svært at sige. Men fra da af var alt i Yahya Hassans liv ude på et overdrev.

Igen og igen landede Yahya Hassan på avisernes forsider. Var involveret i skyderier. Knivstikkeri. Vold. Hans talent næsten druknede i episoder, der vidnede om et menneske, der på ingen måde havde det godt.

Sidste år erkendte han det selv og lod sig indlægge på psykiatrisk afdeling på Skejby Sygehus i Aarhus efter at have været tæt på at stikke sin bror ned. Og i den tid var der stille omkring ham.

»Jeg blev træt af at være præmieperkeren,« kunne man så pludselig 8. november læse i et stort interview i Weekendavisen.

Det var optakten til en ny digtsamling fra Yahya Hassan. Skrevet under indlæggelsen. 'Yahya Hassan 2' hed den. Og hans vrede var ikke forsvundet.

»Dem, der træder mig over tæerne, de har trådt på en fucking landmine. Sådan er det, og sådan bliver det hele vejen ned i graven,« sagde han i interviewet.

Nu bliver det Yahya Hassan selv, der alt for tidligt må lægges i graven.