Digteren Yahya Hassan er død.

Han døde onsdag og er blevet fundet død i sin lejlighed. Det bekræfter den nærmeste familie over for B.T.

Han blev 24 år gammel.

Østjyllands Politi kan ikke bekræfte, at der er tale om Yahya Hassan, men de fortæller, at de har fundet en død mand i Aarhus V.

»Vi kan bekræfte, at vi har været ude og undersøge omstændighederne ved dødfunden person i Aarhus V. Der er tale om en mand midt i 20'erne. Der er på nuværende tidspunkt intet i vores undersøgelser, der tyder på, at der har været tale om en kriminel handling,« siger pressemedarbejder Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til B.T.

Yahya Hassan brød igennem i 2013 med digtsamlingen 'Yahya Hassan', hvor danskerne for alvor lærte ham at kende.

Siden blev Yahya Hassan blandt andet kendt for sine optrædener i medierne, hvor han gav en række kontroversielle interview.

Det skete blandt andet på baggrund af hans kritiske holdninger til sin egen kulturbaggrund.

I 2015 stillede han op til folketingsvalget for Nationalpartiet, men partiet nåede ikke at blive opstillingsberettiget. Yahya Hassan stillede i stedet op som løsgænger, men med 944 stemmer var han langt fra de cirka 20.000, der skal til for at blive valgt ind.

Flere gange endte Yahya Hassan både i karambolage med politiet og med indvandrerbander. En hændelse endte blandt andet med, at Yahya Hassan skød en 17-årig i foden.

Den episode kostede ham en dom på et år og ni måneders ubetinget fængsel.

I november 2019 udgav han digtsamlingen 'Yahya Hassan 2', som kastede en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris af sig.