Bonussen på 3.300.000 kroner til direktør hos DSB for ikke sige sin stilling op før i oktober næste år, skiller sig klart ud.
I Finansministeriet er DSB et af i alt otte selskaber, der står registeret som 'selvstændige, offentlige virksomheder', hvor staten ejer 100 procent.
B.T. har spurgt de syv andre selskaber, om nogen i direktionen har en 'fastholdelsesaftale', der giver en bonus for ikke at have sagt op inden en bestemt dato.
Og svaret fra dem alle er et rungende nej.
Derudover har B.T. også spurgt de statslige aktieselskaber, hvor staten ejer 100 procent.
Her er meldingen fra Sund og Bælt A/S, Statens Ejendomssalg A/S, Evida Holding A/S og TV 2 A/S også, at der ikke er sådan en ordning til direktionen.
Ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, skal der også være et særligt behov for at holde på en direktør, før der indgås en fastholdelsesbonus.
»I den sædvanlige offentlige sektor er der som udgangspunkt ikke mulighed for at lave aftale om en fastholdelsesbonus, og derfor findes det ikke på tilsvarene måde,« siger han og tilføjer:
»Men i de selvstændige selskaber, der er ejet af det offentlige, kan der laves det, hvis der er behov for det, og det er tydeligvis ikke noget, der bliver brugt hvert andet øjeblik.«
På Christiansborg er fastholdelsesbonussen til DSB-direktøren da også blevet kaldt ‘grotesk og en hån’.
Og transportminister Thomas Danielsen (V) er blevet bedt om at svare på en række spørgsmål om måden at forgylde direktører i DSB.
Senest er det kommet frem, at Jürgen Müller får udbetalt sin næste millionbonus på et tidspunkt, hvor han slet ikke er færdig med at finde ud af, hvilket firma, der skal have lov at lave 226 nye, fuldautomatiske S-tog til DSB, og hvad regningen vil ende med hos DSB.
Tirsdag skrev Anne H. Steffensen, der er formand for DSB’s Vederlagsudvalg, en mail, hvor hun fortalte, hvorfor det er vigtigt, at Jürgen Müller får fastholdelsesbonus.
»Formålet med fastholdelsesbonussen er netop at fastholde ham i stillingen pr. 1. oktober 2024, fordi processen forbundet med de milliarddyre investeringer i fremtidens tog, fremtidens S-tog og fremtidens værksteder samt de helt vitale hensyn, der er til kontinuiteten og indsigten i disse projekter, gør hans fortsatte ansættelse af afgørende betydning for DSB,« skrev formanden.
DSB: Kan være sidste bonus
B.T. har spurgt formanden, om der er planlagt en ny fastholdelsesbonus til Jürgen Müller, når den aftalte bonus på 3.300.000 kroner er udbetalt. Hvis han altså ikke når at skifte stilling inden 1. oktober næste år.
Til det oplyser DSBs kommunikationschef, Niels-Otto Fisker, på mail, at det ikke endnu er afgjort af Vederlagsudvalget under bestyrelsen hos DSB, om der bliver aftalt en ny fastholdelsesbonus til direktøren.
Hvornår skal det besluttes, om der kommer ny fastholdelsesaftale efter den, der udløber 1.oktober?
»Det er ikke aftalt,« siger kommunikationschefen.
Nyheden om millionbonussen til Jürgen Müller er kommet samtidig med, at DSB udbetaler rekordmange penge i kompensation til pendlere på grund af forsinkede tog.
Til og med september har DSB udbetalt i alt 28,9 millioner kroner i erstatning til passagerer, viser seneste tal fra DSB Pendler Rejsegaranti.
Til sammenligning var der i samme periode i 2022 udbetalt 14,6 millioner kroner.
Samtidig har DSB meldt ud, at man fra næste år kommer til at hæve priserne med cirka 10 procent.