Selvom kronprinsparret med egne ord er ‘dybt rystede’ over afsløringerne om mobning og grove krænkelser på Herlufsholm, så har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary haft god mulighed for at få indsigt i skolen, længe før prins Christian begyndte på kostskolen.

Flere af parrets nærmeste venner har nemlig en tæt tilknytning til skolen. Og det sætter kronprinsparret i lidt af en kattepine, mener ekspert.

»De sidder i saksen«, siger Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om de rige, kongelige og adelige.

Selvom mange danskere er blevet forargede over, at kronprinsparret indtil videre 'blot' har valgt at kalde hændelserne 'uacceptable' og indtil videre lader prins Christian blive på skolen, så tror Søren Jakobsen ikke, at det ændrer sig:

Caroline Fleming har gået på Herlufsholm.
Caroline Fleming har gået på Herlufsholm. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

»Hvis de trækker prins Christian ud, så vil det være et uvenligt signal til hele deres vennekreds. Det er næsten det værste, man kan sige i de der kredse – at du er en dårlig forælder,« siger han.

Og rækken af kronprinsparrets venner, der enten selv har gået eller har børn, der går på den eksklusive skole, er lang.

Blandt andre kan nævnes Danmarks største private jordbesidder, lensgreve Bendt Wedell. Både han og hans kone, Pernille Wedell, har begge gået på Herlufsholm og er flittige gæster ved kronprinsparrets fester.

Kronprinsesse Marys tidligere hofdame og veninde Caroline Heering, der er gift med kronprinsens gode ven, Peter Heering, har også gået på Herlufsholm. Og Kronprinsessens anden veninde, Nina Wedell-Wedellsborg har sønnen, Thomas, gående på skolen. Både Bendt Wedell og Caroline Heering stod i øvrigt faddere ved dåben af kronprinsparrets tvillinger.

Otto og Helle Reedtz-Thott er nære venner af kronprinsparret.
Otto og Helle Reedtz-Thott er nære venner af kronprinsparret. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Den tidligere baronesse Caroline Fleming har også gået på Herlufsholm. Hun var tidligere så nær en ven af Kronprinsessen, at Mary stod fadder ved dåben af hendes datter, Josephine. Caroline Flemings ældste søn, Alexander Fleming, begyndte for få år siden på Herlufsholm.

Baronessen Helle Reedtz-Thott har også et nært kendskab til både kronprinsparret og Herlufsholm. Hendes mand baron Otto Reedtz-Thott er gammel ‘herlovianer’, og parrets tre børn, Holger, Ludvig og Eloise, går på skolen.

Også Kronprinsens gode ven, forretningsmanden og advokatsønnen Christian Levin, der blandt andet blev kendt for sin shippingvirksomhed, Atlas Shipping, som han solgte, har gået på Herlufsholm.

Og det samme har greven fra Langeland, Christian Ahlefeldt-Laurvig, der er gift med den tidligere komtesse Anna von Lowzows søster, Mette Ahlefeldt-Laurvig.

Caroline og Peter Heering med deres to døtre.
Caroline og Peter Heering med deres to døtre. Foto: Philip Davali
Vis mere

Anna von Lowzows mand, Klaus von Lowzow er i øvrigt fætter til bestyrelsesformanden og forstanderen for Herlufsholm, Torben von Lowzow, der af hoffet både er udnævnt til kammerherre og hofjægermester.

En anden af Kronprinsessens veninder, Malou Skeel, har også et særdeles godt kendskab til eliteskolen, hvor hendes søn, Holger, går. Malou Skeel er forældrerepræsentant på skolen og sidder i skolens bestyrelse. Hendes mand, Jørgen Skeel, der kommer fra en meget fin adelig familie, er kammerherre, og parrets søn har været bedste venner med prins Christian, siden de var små.

Ifølge Søren Jakobsen har Kongehuset haft meget gode muligheder for at orientere sig grundigt om Herlufsholm, inden de valgte at sende prins Christian ned på kostskolen ved Næstved:

»De har haft alle muligheder for at få alle de referencer – også af fortrolig art,« siger Søren Jakobsen, der dog tilføjer, at det ikke er sikkert, at kronprinsparret selv har hørt om de ting, som kom frem i TV 2-dokumentaren ‘Herlufsholms hemmeligheder’.

Bendt Wedell og hustru Pernille.
Bendt Wedell og hustru Pernille. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Det, der selvfølgelig er problemet, er, at der formentlig ikke er nogen af prinserne eller prinsesserne, der vil blive mobbet. For hvem tør at mobbe prins Christian, der bliver konge en dag? Så vil du jo blive sendt ud i intetheden i overklassen,« siger han.

Søren Jakobsen er ikke overrasket over, at de chokerende afsløringer af den grove mobbekultur på Herlufsholm først kommer frem nu, selv om det efter elevernes udsagn har foregået i flere årtier.

»Det skyldes tavshedens lov. Og den bliver så videreført af de elever, der går der. Men jeg er helt sikker på, at Kongehuset har taget referencer hos nogle af deres gode venner, før de sendte prins Christian af sted,« siger han og tilføjer, at både kronprins Frederik og dronning Margrethe desuden også har gået på udenlandske kostskoler, og dermed kender til kostskolelivet.

Eliteforsker Christoph Ellersgaard bekræfter, at der kan være en kultur på kostskoler, hvor elever holder visse ting hemmelige:

»Sådan nogle grupperitualer her bliver dels en måde at fastslå et hierarki på. Og det, at man har en hemmelighed sammen, kan også være yderligere integrerende, fordi man så har et fællesskab,« siger han og tilføjer, at han dog er overrasket over, at så grov mobning og vold, som den man så i TV 2-dokumentaren, fortsat finder sted.