Det er kun få uger siden, prins Joachim fortalte, at han og familien ønsker at vende hjem til Danmark, når hans kontrakt udløber i Washington næste år.
Prinsen er i årevis blevet rost for sin indsats som først forsvarsattaché i Paris og siden forsvarsindustriattaché i Washington. Men hvilket arbejdsliv skal prins Joachim have i Danmark? To eksperter giver her deres bud.
Spørgsmålet er først og fremmest, hvorvidt prins Joachim vil fortsætte sin militære karriere, hvis han vender hjem, hellige sig det kongelige arbejde på fuld tid eller lave en kombination af de to.
Ifølge kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen er der ingen tvivl om, at der vil være brug for prins Joachim i Danmark, simpelthen fordi Kongeparret har langt mere travlt, end de havde som kronprinspar, og der efterlader en del ledige opgaver i form af at passe protektioner.
»Der er blevet mere plads til dem, end da de tog afsted. Man kan jo godt forestille sig, at Kongeparret ville overlade nogle af deres protektioner til prins Joachim og prinsesse Marie, for der er mange arrangementer, hvor man skal ud og repræsentere Danmark, og den slags har Kongeparret mindre tid til nu,« siger Hovbakke Sørensen.
Derfor mener han også, at det er meget usandsynligt, at prins Joachim kun kommer hjem for at varetage et job inden for forsvaret.
»Den mest sandsynlige model er enten, at han kommer hjem og laver rent kongeligt arbejde og får apanage. Den anden mulighed er, at det kombineres med, at han gør noget for Danmark inden for militæret, og så vil aflønningen være, at han stadig får sin apanage,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Såfremt prins Joachim ønsker at fortsætte sin karriere inden for Forsvaret, vil der bestemt være god mulighed for det i Danmark.
Det understreger Peter Ernstved Rasmussen, der er stifter er forvarsmediet Olfi og har indgående kendskab til Forsvaret.
Men prins Joachim vil med stor sandsynlighed ikke kunnet fortsætte i samme job.
»Han arbejder for industrien, og jeg har svært ved at se, at de kongelige kan operere for en dansk virksomhed i Danmark. Der går en skillelinje ved grænsen. Men i USA har det været hans job at hjælpe industrien ind på det amerikanske marked, og han er super dygtig til det.«
I stedet mener Peter Ernstved Rasmussen, det vil være mere sandsynligt, at prins Joachim går en af to veje.
Enten får et administrativt job i eksempelvis Forsvarskommandoen, eller alternativt bliver officer igen.
»Han er en dygtig officer, og forsvaret mangler jo i den grad personale, så det ville ikke undre mig, hvis han fik en stilling der. Det vil være naturligt, og det vil han være dygtig til.«
Peter Ernstved understreger, at prins Joachim med sin erfaring vil kunne bestride mange forskellige jobs og roller.
»Han kunne jo for så vidt gå ind og blive en del af den operative del, han kunne være med til at uddanne soldater, han er reserveofficer, og han har tidligere været chef for reserven med kontor på kastellet, så man kunne sikkert sagtens se noget lignende,« siger Ernstved Rasmussen og tilføjer:
»Han ville være en fremragende officer!«