Prins Felix er rejst til Paris for at besøge sin storebror, prins Nikolai.

Det er første gang, vi hører fra prinsen, efter han i september besluttede sig for at stoppe i militæret. B.T. kan bringe et dugfriskt billede af en glad prins Felix foran Sacré-Cœur.

Prinsen rejste til den franske hovedstad med sin mor, grevinde Alexandra, for at besøge familien. Det bekræfter grevindens presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.

»Jeg kan godt bekræfte, at prins Felix var i Paris med grevinden,« siger hun til B.T.

Prins Felix' far, prins Joachim, bor også med prinsesse Marie, prins Henrik og prinsesse Athena i Paris, og derfor har der formentlig også været mulighed for at se den gren af familien.

Prins Felix er i gang med at finde ud af, hvad han skal give sig til, efter han i september besluttede sig for at stoppe i militæret blot en måned inde i forløbet. Den 19-årige prins skulle have taget en etårig løjtnantuddannelse på Hærens Officerskole og efterfølgende været ved et af Hærens regimenter.

Prins Nikolai og prins Felix besøgte sammen Sacré-Cœur i Paris.
Prins Nikolai og prins Felix besøgte sammen Sacré-Cœur i Paris.
Vis mere

Men militæret var altså ikke prins Felix' kop te. Det vakte stor debat, fordi prins Felix er den anden i rækken i Kongehuset, der fravælger militæret.

Det samme gjorde prins Nikolai i 2018. Tidligere har der været tradition for, at mandlige medlemmer af Kongehuset tager en militæruddannelse.

Men Felix' beslutning blev taget godt imod. Hans mor, grevinde Alexandra sagde, at hun var glad for, at hendes sønner »trods alt tør udfordre sig, selvom alting ikke lykkedes.«

Kronprins Frederik afviste efterfølgende at kommentere prinsens brud med traditionerne.

»Hvad angår mine nevøer, det er jo deres udfordringer. Men for mig er der ikke nogen kæder, der er brudt her,« sagde kronprins Frederik til B.T. i oktober.

Prins Felix, studenterkørsel, Gammel Hellerup Gymnasium.
Prins Felix, studenterkørsel, Gammel Hellerup Gymnasium. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I oktober måned rejste prins Felix så til Paris, hvor storebror Nikolai tager et semester ved Paris School of Business. Det er meningen, at prins Nikolai vender tilbage til København for at læse videre på Copenhagen Business School til februar.

Prins Felix blev i sommer student fra Gammel Hellerup Gymnasium. Her luftede han over for B.T. tanken om at søge ind på Copenhagen Business School på et senere tidspunkt.

»Men jeg er ikke fast besluttet på det, så nu har jeg lige to år til at tænke over det,« sagde han i juni.

Prins Felix er også fløjet fra reden. I begyndelsen af september rykkede han ind i en lejlighed tæt på Amalienborg.

Prins Felix, efter at han er blevet student fra Gammel Hellerup Gymnasium 23. juni 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Prins Felix, efter at han er blevet student fra Gammel Hellerup Gymnasium 23. juni 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere