Som en af prins Henriks allernæreste venner er Christian Kjær dybt berørt over nyheden om, at prinsgemalens tilstand er forværret.

»Jeg føler med Prinsgemalen, jeg føler med Dronningen, jeg føler med Kronprinsen, og jeg føler med resten af den kongelige familie,« siger Christian Kjær til BT og tilføjer:

»Det her er hårdt for mig, men det er endnu hårdere for familien.«

FLSmidth-arvingen, hofjægermesteren og kammerherren Christian Kjær har igennem 50 år været en nær ven af prins Henrik - et venskab, der har budt på et utal af rejser, kongejagter og kulinariske oplevelser. Og et venskab, som kun er blevet styrket, efter de begge er gået på pension.

Så det har ramt Christian Kjær hårdt, at prins Henriks tilstand nu er så alvorlig, at kronprins Frederik i al hast må tage hjem fra OL i Sydkorea for at være ved sin fars side. Kongehuseksperten Søren Jakobsen fortæller, at det er et tegn på, at prins Henriks tilstand er dårligere, end hvad offentligheden kendte til.

»Det her drejer sig ikke om mig. Det drejer sig om prinsgemalen og familien. Jeg håber det bedste og har ikke yderligere kommentarer,« siger Christian Kjær.

Tidligere har han i et stort interview med BT fortalt om sit nære venskab med prinsgemalen.

»Han (prins Henrik, red.) er fantastisk. Du får jo ikke en bedre ven. Han er et meget tilgivende menneske. Det kan godt være, at han bliver gal – men to minutter efter har han tilgivet det. Det er en utrolig evne at have,« sagde 74-årige Christian Kjær, der definerer venskabet således:

»Hvis man kan sige, at en kongelig er ens ven, så er prins Henrik min bedste ven – eller en af mine bedste venner.«

Flere andre af prins Henriks nære venner og bekendte har også reageret på den triste nyhed.

»Den er ikke god. Når kronprinsen tager hjem fra OL i Sydkorea, så ved både du og jeg, at det er alvorligt, meget alvorligt endda,« siger Erik Brandt til BT.

Du kan læse resten af interviewet med Erik Brandt, som har kendt prins Henrik i en halv menneskealder, her.

Også den folkekære komponist Bent Fabricius Bjerre er ked af at høre om sin gode vens forværrede tilstand.

»Det er meget trist. En rigtig sørgelig nyhed. Jeg ved ikke mere, end det, der er meldt ud fra kongehusets side,« siger Bent Fabricius Bjerre, som ikke ønsker at udtale sig yderligere af respekt for sit personlige venskab med prins Henrik.

Den 92-årige komponist og prinsgemalen har i mange år været nære venner. De har spillet både tennis og bridge sammen og endda udgivet en cd, hvor Bent Fabricius Bjerre lavede musik til nogle af Prinsgemalens digte.

BT har også været i kontakt med kongehusets præst, den tidligere biskop Erik Norman Svendsen, men han ønsker ikke at udtale sig.

Fredag morgen meldte Kongehuset ud i en pressemeddelelse, at 83-årige prins Henriks tilstand er forværret, og at kronprinsen derfor har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark. Du kan læse hele Kongehusets udmelding om prins Henriks tilstand her.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar efter en sygdom. Senere kom det frem, at Prinsen blandt andet var blevet undersøgt for en tumor i venstre lunge.

I efteråret meldte kongehuset ud, at prins Henrik lider af demens.

 

SMS

Hitter på Facebook