Det er kun sket én gang før, at kronprins Frederik har afbrudt en rejse på grund af et internt anliggende. Og netop dét understreger alvoren af den besked, som Kongehuset fredag morgen sendte ud om prins Henriks forværrede tilstand.

Det siger kongehusekspert Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om kongefamilien.

Læs også: Prins Henriks nære ven: Når kronprinsen tager hjem er det meget alvorligt

»Når Kronprinsen kommer hjem før tid, så er det et forvarsel om, at det kan ende med, at Prins Henrik dør inden for kort tid. Det er et tegn på, at situationen er meget alvorlig, når han gør det,« siger Søren Jakobsen.

Beskeden fra Kongehuset kommer efter en hård periode for prins Henrik. I september meddelte Kongehuset, at Prinsen lider af demens, og i januar blev han indlagt på Rigshospitalet, efter at prins Henrik blev syg under en rejse i Egypten. Her blev det konstateret, at han har en godartet tumor i venstre lunge.

Og præcis klokken 08.01 offentliggjorde Kongehuset så nyheden om, at ’Prins Henriks tilstand desværre er alvorligt forværret’, og at ’Kronprinsen på denne baggrund har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege’.

Læs også: ​Kongehuset: Prins Henriks tilstand alvorligt forværret

»Der er ingen tvivl om, at det er en forberedelse på, at det kan ende med hans død. Sygetransporten hjem fra ferien i Egypten er også tegn på, at hans tilstand er dårligere, end vi har vidst.«

»Hvis han dør, så ønsker Kronprinsen selvfølgelig at være til stede. Familien er vigtigere end hans officielle pligter, og der er andre, der kan erstatte de håndtryk, han skulle have givet i Sydkorea. Han skal selvfølgelig være hjemme. Alt andet ville være upassende,« siger Søren Jakobsen.

Kronprins Frederik var til stede ved de olympiske lege i Pyeongchang i kraft af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité, og fredag skulle Kronprinsen overvære det store åbningsshow. I stedet har han nu i al hast afbrudt sit ophold i Sydkorea.

»Vi ved, at Kronprinsen gør meget ud af OL, så når han afbryder på den måde, skal der noget ganske særligt til,« siger Søren Jakobsen.

Kronprins Frederik fremskyndede også sin hjemrejse fra Australien i år 2000, da dronning Ingrid blev meldt alvorligt syg. Hun døde dagen efter, den 7. november 2000.