Det er i den grad sæson for billetsvindel, og i disse dage forsøger mange danskere at købe billetter til årets Roskilde Festival i forskellige Facebook-grupper.

Politiet advarer nu om, at der kun er én måde, hvor du er helt sikret mod snyd. Særligt fordi svindlerne er blevet mere og mere professionelle.

»Man skal være særligt opmærksom på, at kriminaliteten har udviklet sig i en professionel retning,« siger Kresten Munksgaard, der er leder af afdelingen for forebyggelse, analyse og digital patruljering i NSK, politiets nationale enhed for særlig kriminalitet.

Han forklarer, at politiet særligt oplever, hvordan svindlerne bliver dygtigere og dygtigere til at efterligne troværdige handelsplatforme som Ticketmaster.

»De sender eksempelvis links til hjemmesider, som ser troværdige ud, de har fulgt med i vores gode råd og lavet deres egne falske hjemmesider.«

»Derfor er det vigtigt, at man gør sit forarbejde og ikke bare stoler blindt på det, man får at vide af sælger,« siger Kresten Munksgaard.

B.T. talte mandag med Karina Øvlisen, der var blevet snydt to gange af to forskellige billetsælgere. 

Den ene sendte hende billede af både pas og sygesikringsbevis, hvilket fik Karina Øvlisen til at vurdere vedkommende som troværdig.

Men selv identitetstyveri er blevet en udbredt del af svindlernes repertoire, forklarer Kresten Munksgaard.

»Vi ser desværre, at de bruger andre personers billeder, pas og sygesikringsbevis til at højne deres troværdighed. De finder typisk de her oplysninger på internettet og misbruger dem,« forklarer han.

Af samme grund opfordrer Kresten Munksgaard eventuelle billetkøbere derude til kun at holde sig til én metode.

»Du kan kun være sikker, hvis du handler via de officielle kanaler,« siger han.

Roskilde Festival-billetter købes og sælges eksempelvis gennem Ticketmaster, som har en mulighed for at sælge billetter videre.

»Det er også derfor, vi siger, uanset om det er en dansk bankkonto eller en udenlandsk, så skal man ikke lave transaktionen person til person, men gennem billetudbyderen. Så er man er også meget bedre stillet, hvis der er svindlet,« siger Kresten Munksgaard.

»Og ellers anbefaler vi faktisk, at man lader være.«

Kresten Munksgaard fortæller, at den gode nyhed dog er, at man umiddelbart ser et fald i billetsvindel i forhold til sidste år.

»Den gode nyhed er, at vi på nuværende tidspunkt ligger 25 procent under sidste års anmeldelse, men jeg har ikke armene helt over hovedet, for sammenligner vi med 2023, så er vi stadig et stykke over det.«

»Men vi ligger stadig på et højt niveau, og vi ved også, der er et stort mørketal.«

Han håber, at det faktum, at Roskilde Festival i år ikke er totalt usolgt, også vil have en betydning for mængden af svindel - omvendt skal man derfor være særligt opmærksom, hvis billetten virker for billig.

»En ikke udsolgt festival giver grobund for at sætte billetterne kunstigt lavt, så det skal man være opmærksom på.«