Afføring på gulvet og en dør. Grum lugt. Helt ekstrem telefonkø. Og endelig en slamsuger, der efterlod badeværelset møgbeskidt.
Thomas og Annette Mølgaards ophold i et lejet sommerhus med børn og børnebørn var et mareridt, der blev værre og værre.
Det hele startede, da familien på i alt seks personer lørdag 20. juli gik ind af døren til sommerhuset i Reersø på Vestsjælland, de havde lejet hos DanCenter.
»Da vi åbnede døren, kunne vi se, at der var møgbeskidt, og så var der en slem lugt,« siger Thomas Mølgaard på 59 år.

Ifølge Thomas Mølgaard var der på ingen måder gjort rent, inden de ankom til sommerhuset.
»Der var afføring lige ved håndtaget til en dør, og på gulvet var der hundehår og afføring fra en hund, jord, græs, madrester, og et brugt plaster med blod,« siger han og tilføjer:
»I en bunke på sofabordet lå det brugte og fugtige sengetøj, de forrige ejere havde brugt. Det stank virkelig meget.«
I køkkenet var det endnu værre.

»Køleskabet var beskidt, opvaskemaskinen var smurt ind i madrester, og skabene i køkkenet var fyldt med fødevarerester, der ellers skal fjernes efter endt ferieophold,« siger Thomas Mølgaard.
Kunne ikke vaske hænder
Det hele kulminerede, da de nåede badeværelset.
»Kloakken på badeværelset var stoppet, så gulvet var fyldt med fedtet, indtørret kloakvand,« siger Thomas Mølgaard og fortsætter:
»Det betød, at vi hverken kunne vaske hænder efter toiletbesøg eller tage et brusebad. Gjorde vi det, ville der jo blive oversvømmelse, når vandet ikke kunne løbe væk.«

Thomas Mølgaard ringede straks til kundeservice hos DanCenter, men efter to timers ventetid endte det med, at opkaldet blev afsluttet.
Søndag besluttede Thomas og Annette Mølgaard sig for at bruge dagen på selv at gøre rent.
»Vi havde betalt 7.064 koner for lejen af sommerhuset, og betalt for rengøringen, når vi efter en uge skulle hjem. Så det var virkeligt ikke forventet, at den første hele feriedag skulle bruges på den måde,« siger han.
Næsten syv timer i telefonkø
Mandag klokken 09.39 ringede Thomas Mølgaard så til DanCenter Odsherred & Vestsjælland, sommerhuset i Reersø var lejet igennem.
Denne gang var ventetiden helt præcis seks timer og 48 minutter, inden telefonen blev taget.
»Den venlige dame sagde, at hun godt kunne forstå problemet, og hun oplyste, at der ville blive sendt bud efter en slamsuger,« siger Thomas Mølgaard.

Tirsdag kokken 15 ankom en kloakmedarbejder, der satte en slamsuger ned i kloakken.
»Der var en masser efterladenskaber på gulvet, da kloakmedarbejderen var færdig. Da jeg spurgte ind til det, svarede han venligt, at det ikke var hans job at gøre rent efter sig selv,« siger Thomas Mølgaard.
Efter den ugelange leje af sommerhuset var slut, og parret igen var hjemme i Ballerup, har de klaget over forløbet til DanCenter.
»Vi mener ikke, at det er rimeligt, at vi betaler for rengøring af huset efter vores ferie, når vi selv måtte bruge flere dage på at gøre det så rent, at vi trods alt kunne holde ud at bo der ugen ud,« siger han.
Ventetid på seks uger
Men også her er ventetiden rigtig lang.
»Vi fik at vide, at det ville tage seks uger at få svar på klagen,« siger Thomas Mølgaard.
Hans familie er de seneste i en række af lejere, der er dybt utilfredse med DanCenter.
De seneste måneder har Maria Andersen, Claus Lauritzen, Linda Jensen og Annette Holger Haarby fortalt om deres dårlige oplevelser som kunder hos DanCenter.
Thomas Mølgaard og hans hustru har da også taget en beslutning, der ikke kan ændres på uanset, hvordan klagesagen ender.
»Vi skal aldrig nogensinde booke et sommerhus hos DanCenter igen,« siger han.
DanCenter: 'Vi undskylder'
B.T. har kontaktet DanCenter Odsherred & Vestsjælland for at få en forklaring på, hvordan man kunne aflevere et så møgbeskidt hus til en familie, og hvorfor telefonkøen en mandag var på næsten syv timer.
'Tak fordi du gør os opmærksom på denne sag. Vi forstår den ulejlighed, du har forårsaget på grund af rengørings- og VVS-problemer i det sommerhus, der er lejet gennem DanCenter i Reersø. Vi undskylder for forsinkelsen i vores svar og enhver ulejlighed forårsaget,' skriver den lokale afdeling blandt andet i et svar.
Til sidst i mailsvaret står dog, at det er blevet oversat fra engelsk.
'Til din information er denne meddelelse en dansk oversættelse fra Google af nedenstående engelske tekst, som vi har tilføjet denne besked,' står der i bunden af svaret.
Thomas Mølgaard er målløs over svaret.
»Når de sender sådan et helt overordnet svar, der bare er oversat fra engelsk, vidner det for mig om, at de er fuldstændig ligeglade med deres kunder. Det er en horribel måde at føre forretning på,« siger han.
DanCenter er i øvrigt ejet af indiske Ritesh Agarwal, der er en stenrig investor og deltager i den indiske udgave af DR-programmet Løvens Hule.
Hvordan betaler du så lidt som muligt i skat? Det kommer der en række bud på i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.


