Hvad der skulle have været en afslappende sommerhustur med familien er blevet et mareridt for Claus Lauritzen.

For en række dårlige oplevelser samt mangelfulde og autogenererede svar fra sommerhusudlejeren DanCenter, har betydet, at den lille familie besluttede at afbryde ferien og rejse hjem før tid. 

Det fortæller familiefaren Claus Lauritzen til B.T.

»Det er så megafrustrerende. Hvordan fanden kan de være bekendt at behandle deres medmennesker sådan. Det er helt horribelt,« siger en tydeligt frustreret Claus Lauritzen.

Siden familien ankom til det udlejede sommerhus ved Bedsted i Thy sidste lørdag eftermiddag, har de haft problemer.

»Da vi kommer derop var der ikke en Chromecast, som der ellers stod, at der var. Det var jo lidt irriterende, når regnen silede ned udenfor, og vi bare ville slå fødderne op og se noget fjernsyn,« fortæller Claus Lauritzen.

Men ondt blev hurtigt værre, da Claus og familien endte med at stå i det, der i nærmest bogstaveligste forstand kan beskrives som lort til halsen.

For søndag aften opstod der pludselig problemer med sommerhusets kloak.

»Søndag aften, da en af os skal på toilettet, opdager vi, at toilettet ikke skyller ud. Vi prøver at skrive til DanCenter, som vi har lejet sommerhuset igennem, der sender et autosvar,« fortæller han og fortsætter.

»Da vi ikke har hørt noget i længere tid, ender det med, at vi må skide i en spand.«

For selvom autosvaret fra DanCenter skriver, at de har 'videregivet deres bekymringer til det relevante team, og har tildelt en professionel til at løse problemerne hurtigst muligt,' var toilettet og spanden i det lille sommerhus altså stadig fuld, op ad dagen mandag.

Derfor valgte Claus Lauritzen at tage hen til det lokale DanCenterkontor i Vorupør.

»Jeg var rasende. Så jeg kører derop, og fortæller de ting, jeg havde skrevet til den mail, der stod, jeg skulle skrive til. Folkene på kontoret havde intet hørt. De anede ikke, hvad jeg snakkede om,« fortæller han.

Heldigvis var Claus Lauritzens besøg på det lokale DanCenter-kontor ikke forgæves, og senere på dagen blev toilettet fikset, og der kom også en Chromecast ind ad døren mandag aften.

Og så burde ferien ellers bare kunne nydes - troede han.

For da konen skulle ud at tage et bad tirsdag formiddag, var den gal igen.

»Afløbet i badet var også stoppet til, så vandet begyndte jo at flyde over ude på toilettet. Så vi blev nødt til tirsdag morgen igen at skrive til DanCenter. Her får vi et svar om, at vores sag er højt prioriteret,« fortæller Claus Lauritzen, da B.T. taler med ham onsdag morgen.

Hvis I ikke hører noget fra den mail. Hvorfor tager I så ikke bare ned til det lokale DanCenter igen?

»Vi forventer jo, at når vi skriver til den mail, så får vi hjælp. Da vi så vil tage ned til det lokale DanCenter, kan vi så læse, at de har lukket.«

Senere på dagen onsdag, efter B.T. har talt med den uheldige sommerhuslejer, skriver Claus Lauritzen, at han og familien stadig ikke har hørt noget.

Derfor tog familien beslutningen om at tage hjem før tid onsdag formiddag. Familien skulle oprindelig have været i sommerhuset til lørdag.

DanCenter vendte tilbage på B.T.s henvendelse og spurgte ind til Claus Laurtzens bookingnummer og lokale DanCenterkontor, men har ikke responderet yderligere.