Malene Svane Jensen spærrede øjnene op, da hun i februar 2024 så en besked i sin e-Boks fra Gældsstyrelsen.

Her fremgik det, at hun havde en restgæld på 0,01 kroner, altså 1 øre. 

»Det er så latterligt, at der bruges ressourcer på at sende mig en besked om, at jeg har en restgæld på 1 øre,« siger hun. 

Malene Svane Jensen, der er rengøringsmedarbejder, kunne se i beskeden fra Gældsstyrelsen, at der fulgte renter med, hvis ikke restgælden blev betalt. 

'Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelse af gælden til inddrivelse hos Gældsstyrelsen,' står der i beskeden. 

Det blev simpelthen for bizart for Malene Svane Jensen at have en gæld til det offentlige på 1 øre plus renter. 

»Jeg ringede og bad om at kunne overføre den ene øre,« siger hun.

'Det er gakgak'
Malene Svane Jensen er ikke ene om at blive opkrævet meget små beløb af Gældsstyrelsen. 

Birgitte Nymann har onsdag i B.T. fortalt, at Gældsstyrelsen har afgjort, at hun fratrækkes 58 øre fra de 31.275 kroner, hun havde betalt for meget i skat, og derfor skulle have tilbage.

»Det er gakgak,« sagde hun. 

Birgitte Nymann undrer sig meget over at blive trukket 58 øre fra de penge, hun skal have tilbage fra Skat.
Birgitte Nymann undrer sig meget over at blive trukket 58 øre fra de penge, hun skal have tilbage fra Skat. Foto: Privat

Det er på ingen måder første gang, at folk får fratrukket meget små beløb fra den danske stat.

For to år siden kunne B.T, fortælle, hvordan Karsten Sølver Ørum, Per Rosenmeyer Hjortshøj, Susanne Hansen og Tomas Karlsbjerg havde fået opkrævninger på mellem fire og 38 øre fra Skat.

Årsagen til gakgak-regningerne var, at de for sent har betalt motorafgifter, og der derfor løb renter på gælden.

Det resulterede i, at den daværende skatteminister Rasmus Stoklund (S) fik gennemført en bagatelgrænse på 50 kroner, før Skat sender opkrævninger, når det gælder motorområdet.

Ingen bagatelgrænse
Men Gældsstyrelsen oplyser, at der ikke er en bagatelgrænse for, hvad der trækkes i de penge, folk skal have tilbage i Skat. 

»Generelt tilbageholder Gældsstyrelsen tilgodehavender i en kortere periode, hvis en borger har gæld til det offentlige. Modtager Gældsstyrelsen fx. overskydende skat, fordi en borger med penge til gode også har gæld til det offentlige, sørger Gældsstyrelsen for at modregne,« lød det onsdag i et mailsvar fra Gældsstyrelsen til B.T.