»Sørgeligt når selv en estimeret videnskabsmand bidrager til denne forfladigelse af en vigtig debat«

Sådan lyder en forkortet udgave af en af formaningerne fra Odense Kommunes absolutte topembedsmand, Stefan Birkebjerg, i en mail til forsker ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, efter, at han har udtalt sig til TV 2 Fyn om de to nye forvaltninger, der blev oprettet på valgnatten.

Stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, kritiserer i sin mail, at Per Nikolaj Bukh ikke har indhentet »bare et minimum af viden om situationen«, inden han giver, hvad han kalder, en »meget skarp og nådesløs vurdering.«

Dommen som Stefan Birkebjerg langer ud efter, gav Per Nicolaj Bukh i et tv-interview til TV 2 Fyn to dage efter valget. Her konkluderede han, at oprettelsen af de to nye forvaltninger for klima og sundhed er en forringende og fordyrende måde at sætte fokus på de to områder.

»Det er jo en måde, hvor man kan forsøge at skræmme nogen fra at have deres faglige holdning til det her, og det, synes jeg, er problematisk, når der faktisk ikke ligger noget faktuel viden omkring det her,« siger Per Nikolaj Bukh til TV 2 Fyn.

Til TV 2 Fyn siger stadsdirektør, Stefan Birkebjerg, at hans mailen på ingen måde er sendt for at være intimiderende.

De to nye forvaltninger har været en varm kartoffel, siden de pludselig blev annonceret på valgnatten. Over for B.T. har professor ved Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen, vurderet, at forvaltningerne i høj grad handler om at fordele magten efter valget.

»Det handler rigtig meget om politik frem for faglig forvaltning, og det er jo ærgerligt, for vi ville gerne have, at det var omvendt, altså at der var en funktionel begrundelse for oprettelsen af nye forvaltningsenheder,« sagde  Kurt Klaudi Klausen dagen efter valget.

Den vurdering er dog ganske simpelt ikke sand, ifølge borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

»Vi har allerede et fagligt grundlag at stå på, fordi vi tidligere har bedt vores forvaltninger om at undersøge strukturen nærmere på lige præcis sundhedsområdet og klimaområdet. Og der er et behov for at fokusere mere begge steder. Men det var først i forbindelse med konstitueringsnatten, at der viste sig bred politisk vilje til at gøre det på den her måde,« har borgmesteren tidligere forklaret til B.T.

»Det kan godt være, at det er rigtig fornuftigt, at man skiller det ad i en ny arbejdsdeling. Det kan også være, at det bare afstedkommer en masse bøvl og ballede. Men det giver mening i forhold til det politiske – det er der, det stammer fra,« understregede professor Kurt Klaudi Klausen overfor B.T.

Borgmesteren oplyser til B.T., at hans udgangspunkt er, at oprettelsen og driften af de kommende forvaltninger er, at det økonomisk kan holdes inden for de rammer, der er i dag.