En kvinde er torsdag aften kommet slemt til skade i et trafikuheld på Siøsundbroen, efter føreren af bilen, hun sad i, forsøgte at lave en U-vending.

Derfor var vejen og dermed al trafik mellem Langeland og Tåsinge i en periode spærret.

»Der er en bil, der laver en U-vending, og så kommer der en anden bil og kører ind i den, mens den er i gang med den manøvre,« siger vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

Kvinden, der er svært tilskadekommen efter uheldet, sad i bilen, som kørte mod Tåsinge, men skiftede retning og ville køre tilbage mod Siø og Langeland.

Både politi og redningsfolk er torsdag aften til stede på Siøsundbroen, hvor der er sket et uheld, efter en bilist forsøgte at lave en U-vending.
Både politi og redningsfolk er torsdag aften til stede på Siøsundbroen, hvor der er sket et uheld, efter en bilist forsøgte at lave en U-vending.
Vis mere

»Der er i hvert fald én, der er kommet slemt til skade,« siger vagtchefen.

Uheldet skete omkring klokken 18.30, og både redningsmandskab og politi er på stedet, hvor de forventer at være god tid endnu for at lave undersøgelser, inden vejen skal ryddes op.

»Bilinspektøren er fremme nu og ved at lave nogle undersøgelser,« oplyser Steen Nyland kort efter 21.00.

Efter uheldet er den svært tilskadekomne kvinde kørt til OUH.

I lang tid var der lang kø på begge sider af Siøsundbroen, hvor politiet dirigerede trafikken. Nu er køen stort set væk i begge retninger.

B.T. følger sagen …