At Odense Kommune får to nye rådmænd efter kommunalvalget handler udelukkende om politiske poster – og ikke om sundhed og klima.

Det vurderer Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og ledelse ved SDU.

»Det er et spørgsmål om at fordele magten efter et valg. Ellers ville man have gjort det før, hvis det var så presserende,« siger han.

Efter kommunalvalget tirsdag gik det samlede nyvalgte byråd med undtagelse af Venstre i gang med 'usædvanlige' konstitutionsforhandlinger, som endte med en bred aftale mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige. Peter Rahbæk Juel (S) fortsætter som borgmester.

Partierne bag aftalen har besluttet at oprette to nye forvaltninger – en forvaltning for sundhed og en forvaltning for klima. Kurt Klaudi Klausen er ikke i tvivl om, at det er en variant af en 'del og hersk'-strategi, hvor det handler om at beholde magten.

»Det handler rigtig meget om politik frem for faglig forvaltning, og det er jo ærgerligt, for vi ville gerne have, at det var omvendt, altså at der var en funktionel begrundelse for oprettelsen af nye forvaltningsenheder,« siger Kurt Klaudi Klausen.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé at fokusere på nye områder, understreger han.

»Der er ingen tvivl om, at klima og bæredygtighed er noget, der har større bevågenhed i dag end det havde tidligere, og som også skal have det fremadrettet. Derfor kan der være god grund til at oprette det. Jeg skal ikke lige kunne sige, om det samme gør sig gældende inden for sundhed.«

Nye forvaltninger som de to nye, Odense Kommune kommer til at oprette, koster tid og energi at få til at fungere. I den forbindelse kan der opstå et magttomrum, hvor nogle politikere og forvaltninger mister magt, og andre vinder magt. Resultatet kender man ikke, før man har prøvet det.

»Det kan godt være, at det er rigtig fornuftigt, at man skiller det ad i en ny arbejdsdeling. Det kan også være, at det bare afstedkommer en masse bøvl og ballede. Men det giver mening i forhold til det politiske – det er der, det stammer fra.«

Kommer borgerne i Odense Kommune til at mærke, at der kommer to nye forvaltninger?

»Det kan de godt komme til. De vil godt kunne se nogle effekter af det her, men ikke umiddelbart og ikke direkte. Det vil tage meget lang tid, og det er ofte svært at belyse og dokumentere ændringen, fra man træffer den politiske beslutning, til det har en effekt for borgerne.«