Der bliver ikke lagt fingre imellem fra Odenses genvalgte borgmester, når spørgsmålet lander på Venstres kritik af dette års valgkamp.

»Valgkampen er slut, og jeg synes, at Venstre burde smide kampagnejakkerne og melde sig ind i samarbejdet,« siger socialdemokratiets Peter Rahbæk Juel og tilføjer:

»Jeg kan jo konstatere, at det lykkedes for de andre borgerlige partier at finde ind i et bredt samarbejde.«

Venstre har rettet hård kritik af den konstitueringsaftale, som blev indgået tidligt onsdag morgen mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Konservative og Nye Borgerlige.

Venstre føler sig faktisk ført bag lyset.

»Jeg er stadigvæk helt rystet over, at man kan oprette to rådmandsposter med direktør, stab og det hele alene for at tilfredsstille to mennesker. Vi har lige været igennem et budget, hvor vi har sparet over det hele. Det er virkelig rystende, at man overhovedet kan finde på det,« siger Brian Lauridsen til B.T. efter den nye konstituering.

Fremover kommer der altså to nye forvaltninger – en klimaforvaltning og en sundhedsforvaltning – ud over de fem eksisterende i Odense Kommune.

Det kan man mest af alt betragte som en studehandel, mener Brian Lauridsen.

Peter Rahbæk Juel beholder borgmesterposten i Odense og er klar med en opfordring til Venstre om at melde sig ind i samrabejdet. Foto: Jepope Kanstrup
Peter Rahbæk Juel beholder borgmesterposten i Odense og er klar med en opfordring til Venstre om at melde sig ind i samrabejdet. Foto: Jepope Kanstrup
Vis mere

»Peter (Rahbæk Juel, red.) manglede to rådmandsposter for at få kabalen til at gå op. Han oprettede to for at købe sig til flertallet,« siger han og fortsætter:

»Han har tilsyneladende lovet en rådmandspost væk internt i sit eget bagland. Den anden skulle han bruge til Susanne Crawley. De to ekstra rådmandsposter løste problemet, for så var der stadig poster nok til, at de konservative kan få to for at gå med borgmesteren.«

Men spørger man Peter Rahbæk så er der gang i et paradigmeskifte i Odense, hvor blokkene ikke skal bokse med hinanden, men i stedet samarbejde.

»Vi brugte faktisk en hel nat på også at snakke med Venstre, og det ærgrer mig, at Venstre står lidt alene tilbage,« afslutter Peter Rahbæk Juel.