En hverdag med narkohandel, chikane og tyverier.

I den lille by Bording i Midtjylland føler man sig ladt i stikken af udlændingeminister Mattias Tesfaye, der i foråret lovede hjælp til naboerne til de udviste udlændinge på Kærshovedgård.

»Der sker ingenting. Det kører, som det altid har gjort. Cykler bliver stjålet, der bliver handlet narko, de ældre er utrygge ved at hæve kontanter, og der bliver larmet og kastet med flasker. Politiet kommer en gang imellem, men det er jo ikke nok,« siger Else Andersen, der hjælper til i den lokale blomsterhandel.

I maj annoncerede Mattias Tesfaye, at de kriminelle og udviste udlændinge skulle flyttes fra Kærshovedgård til et nyt udrejsecenter på Langeland.

Else Andersen, medhjælper i blomsterhandelen i Bording ved Ikast, er rystet over, at der ikke kommer hjælp fra regeringen til det lille lokalsamfund ved Kærshovedgård.
Else Andersen, medhjælper i blomsterhandelen i Bording ved Ikast, er rystet over, at der ikke kommer hjælp fra regeringen til det lille lokalsamfund ved Kærshovedgård.
Vis mere

Men blot seks dage senere aflyste han planerne på Langeland efter massive demonstrationer og et politisk flertal mod regeringen.

»Jeg forstår godt skuffelsen i Midtjylland. Men nu er opgaven at sikre mere tryghed for borgerne omkring Kærshovedgård,« sagde udlændingeministeren og lovede støtte til sikkerhedsforanstaltninger.

Men næsten fire måneder senere er intet sket, og de udviste udlændinge på Kærshovedgård fortsætter med tyverier, overfald og trusler for fuld udblæsning.

Ifølge B.T.s aktindsigt fra Midt- og Vestjyllands Politi er der indgivet 93 politianmeldelser og 68 sigtelser af personer på Kærshovedgård fra den dag, Tesfaye droppede planerne på Langeland, og til og med 30. august.

Mattias Tesfaye (S) ankommer til åbent samråd. Udlændinge- og Integrationsudvalget afholder åbent samråd med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), om der kan oprettes modtagecentre uden for Europa, på Christiansborg 4. maj 2021.
Mattias Tesfaye (S) ankommer til åbent samråd. Udlændinge- og Integrationsudvalget afholder åbent samråd med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), om der kan oprettes modtagecentre uden for Europa, på Christiansborg 4. maj 2021. Foto: Emil Helms
Vis mere

Det svarer til en bunke på 22 sigtelser om måneden. En bunke, som både tæller narkohandel, trusler på livet, vold og et hav af tyverier.

Det får nu flere partiformænd op af stolen.

»Det er et svigt af borgerne i Midtjylland. Regeringen spiller fornærmet over, at den ikke fik sin vilje med Langeland. Og så vælger regeringen i stedet at nøle med hjælpen til borgerne ved Bording. Det er simpelthen for sølle,« siger DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl.

I foråret beskrev B.T., hvordan maskerede beboere fra Kærshovedgård gik rundt på naboejendommen og blev hentet i dyre biler ude foran udrejsecenteret hver morgen.

»Regeringens løsning på Kærshovedgård holder ikke. De værste udviste udlændinge skal bures inde, og så må vi tage kampen med konventionerne,« siger Thulesen Dahl.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kræver også handling fra S-regeringen omgående.

»Borgerne i Bording har løftet en stor byrde alt for længe. Og nu lader regeringen dem bare i stikken. Vi kan jo se på tallene, at udlændingene på Kærshovedgård ikke holder pause fra kriminaliteten, bare fordi regeringen sidder på hænderne,« siger han.

Der bor cirka 250 udlændinge på Kærshovedgård. Nogle af dem er afviste asylansøgere, mens andre er udvist af landet på grund af grov kriminalitet.

Beboere på Kærshovedgård – iført masker – har flere gange brugt naboejendommen som passage til en nærliggende skov, hvor ingen ved, hvad de foretager sig. Personerne på billedet er beboere på Kærshovedgård, men er ikke de tiltalte i retssagen på Frederiksberg. Foto: privatfoto
Beboere på Kærshovedgård – iført masker – har flere gange brugt naboejendommen som passage til en nærliggende skov, hvor ingen ved, hvad de foretager sig. Personerne på billedet er beboere på Kærshovedgård, men er ikke de tiltalte i retssagen på Frederiksberg. Foto: privatfoto
Vis mere

Når de bor på udrejsecenteret, har de udstået deres straf og er ikke indespærret. De kan som udgangspunkt gå frit rundt i samfundet, så længe de overnatter på Kærshovedgård.

Men i foråret afslørede B.T., at maskerede beboere på udrejsecenteret lavede huller i hegnet og sneg sig uden om kontrollen ved ind- og udgangen.

Ejeren af blomsterbutikken Egeblomster i Bording, Lise Andersen, fortæller, at hun har haft en enkelt episode selv, hvor hun blev nødt til at tale med store bogstaver. En af beboerne fra Kærshovedgaard kom igen og igen i butikken og generede og talte sjofelt til de unge kvindelige medhjælpere.

»Der blev min grænse nået. Jeg er selv mor, og jeg er da nervøs for at lade min datter gå til toget selv, når hun skal tage toget til skolen i Herning. Og sådan skal det ikke være,« siger hun.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye er ikke overrasket over, at kriminaliteten fortsætter for fuld udblæsning.

»Det er selvfølgelig totalt uacceptabelt, at nogle af beboerne begår kriminalitet. Vi har styrket hegnet omkring centeret for at have bedre styr på, hvem der går ind og ud af centeret,« siger han i en skriftligt svar.

»Og jeg er glad for, at flere af de beboere, der ikke har kunnet holde sig inden for lovens rammer, allerede er røget en tur i fængsel.«

Han forsikrer nu, at den hjælp til lokalsamfundet, som han lovede i maj, omsider er på trapperne.

»Næste skridt bliver at række lokalsamfundet en hjælpende hånd. Det arbejder vi på i regeringen og planlægger at præsentere vores tiltag inden alt for længe,« siger Tesfaye.