Uden for Christiansborg stod langelænderne klar lidt før klokken 17. Væbnet med slagord og bannere med teksten 'Langeland siger nej'.

De ville på ingen måde huse 130 udviste og kriminelle udlændinge på et nyt udrejsecenter, som regeringen ellers havde planlagt skulle ligge på Langeland.

»Mattias Tesfaye, Langeland siger nej,« lød det igen og igen.

Imens herskede der politisk kaos og stillingskrig inden for Christiansborgs mure.

Demonstration på Christianborg Slotsplads mod regeringens forslag om et udrejsecenter på Langeland.
Demonstration på Christianborg Slotsplads mod regeringens forslag om et udrejsecenter på Langeland. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

De borgerlige ville have udrejsecentret ud på den øde ø Lindholm. Og SF – ja de ville i hvert fald ikke have det på Langeland, hvor de har borgmesterposten.

Derfor stimlede alle partierne sammen foran den fremmødte presse lidt før klokken 19, hvor de skulle ind til udlændingeminister Mattias Tesfaye for at drøfte, hvem der skal have de udviste udlændinge som nabo.

»Uanset hvor vi placerer udrejsecentret, så er der nogle borgere, som synes, det er ufedt, fordi det er i deres baghave. Og det forstår jeg godt,« sagde Carl Valentin, udlændingeordfører i SF, som netop blokerede for et flertal bag placeringen på Langeland.

»Men man finder ikke den bedst mulige placering ved, at regeringen trumfer noget igennem uden at tale med andre partier først,« sagde han.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) indkalder partiernes udlændingeordførere til møde om udrejsecenteret på Langeland, i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København tirsdag den 25. maj 2021.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) indkalder partiernes udlændingeordførere til møde om udrejsecenteret på Langeland, i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København tirsdag den 25. maj 2021. Foto: Philip Davali
Vis mere

Men selvom uenighederne var til at få øje på, så havde Mattias Tesfaye kun afsat én time til mødet.

Og på den time fik de utilfredse politikere også serveret en omgang boller i karry – af den moderne slags med kokos og koriander.

»Regeringen har valgt at gå imod de borgerlige partier og har desuden ikke lyttet til støttepartierne. Og derfor står regeringen nu i den her knibe,« sagde Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, inden hun gik ind til mødet.

Og regeringens knibe var ikke blevet mindre, da partierne godt en time senere kom ud fra mødet.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) indkalder partiernes udlændingeordførere til møde om udrejsecenteret på Langeland, i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København tirsdag den 25. maj 2021.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) indkalder partiernes udlændingeordførere til møde om udrejsecenteret på Langeland, i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København tirsdag den 25. maj 2021. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det har været et absurd teater. Ministeren brugte den første tredjedel af mødet på at forklare, hvad er har stået i aviserne. Derefter kunne vi få ordet, uden at han ville svare på vores spørgsmål. Vi kunne heller ikke få en afklaring på noget som helst,« sagde Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

Men ingen af de utilfredse partier havde lugtet, hvad der skete få minutter senere.

Klokken 20:54 udsendte Mattias Tesfaye en pressemeddelelse, hvor han pludselig trak i land og aflyste planerne om udrejsecenter Holmegaard på Langeland. Et udrejsecenter, som regeringen vel og mærke allerede har købt for 13 mio. kr.

»Jeg kan konstatere, at der i denne sag er flertal i Folketinget imod regeringens planer om et nyt udrejsecenter på Langeland. Og derfor dropper vi planerne,« siger Mattias Tesfaye i pressemeddelelsen.

Beboere på Kærshovedgård – iført masker – har flere gange brugt naboejendommen som passage til en nærliggende skov, hvor ingen ved, hvad de foretager sig. Personerne på billedet er beboere på Kærshovedgård, men er ikke de tiltalte i retssagen på Frederiksberg. Foto: privatfoto
Beboere på Kærshovedgård – iført masker – har flere gange brugt naboejendommen som passage til en nærliggende skov, hvor ingen ved, hvad de foretager sig. Personerne på billedet er beboere på Kærshovedgård, men er ikke de tiltalte i retssagen på Frederiksberg. Foto: privatfoto
Vis mere

I dag er de kriminelle og udviste udlændinge indkvarteret på Kærshovedgård ved Bording i Midtjylland.

Men regeringen har lovet, at de skal flyttes. Ikke mindst fordi de i årevis har hærget med kriminalitet i lokalområdet, som efterhånden er tyndslidt.

Men det løfte har regeringen indtil videre brudt. For når der ikke er opbakning til placeringen på Langeland – ja, så må de blive på Kærshovedgård, lyder det fra Mattias Tesfaye:

»Hvis partierne kommer med forslag til andre mulige og nye placeringer, er min dør altid åben, og jeg har kaffe på kanden. Men som det ser ud nu, så betyder det desværre, at udrejsecentret foreløbigt må blive, hvor det er.«