Vold, narkohandel og tyverier.

Problemerne med de udviste udlændinge, der bor på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast, fortsætter for fuld udblæsning.

Og nu er den gal igen.

Videoer, som B.T. er i besiddelse af, viser, hvordan maskerede udlændinge laver huller i hegnet til Kærshovedgård, så de kan snyde udrejsecentrets kontrol af beboernes færden.

Ole Tranberg bor klos op ad Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune. Siden centret blev taget i brug i marts 2016, har han brugt omkring 150.000 kroner på sin schæfer-vagthund, hegn omkring sin ejendom, elektronisk port og videoovervågning af sit hus.
Ole Tranberg bor klos op ad Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast-Brande Kommune. Siden centret blev taget i brug i marts 2016, har han brugt omkring 150.000 kroner på sin schæfer-vagthund, hegn omkring sin ejendom, elektronisk port og videoovervågning af sit hus. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det viser bare, at hverken politiet eller kriminalforsorgen har styr på dem. Når de har brug for at smutte ud gennem hegnet iført masker, er det nok ikke, fordi de skal på en hyggelig skovtur,« siger Ole Tranberg, der er Kærshovedgårds nærmeste nabo.

Udlændinge på Kærshovedgård må gerne forlade centret i dagtimerne, men de skal melde ind- og udgang ved porten og skal som udgangspunkt overnatte på centret.

Men som videoerne viser, så borer maskerede mænd hul i hegnet med en skruemaskine og smutter ud. Det sker dagligt ifølge videomaterialet, som er optaget i slutningen af februar.

Efterfølgende borer de skruerne i igen, så de ikke efterlader sig spor.

Udrejsecenter Kærshovedgård for udviste asylansøgere ligger ved den lille by Bording tæt på Ikast i Jylland.
Udrejsecenter Kærshovedgård for udviste asylansøgere ligger ved den lille by Bording tæt på Ikast i Jylland. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Niels Johan Geil, der er institutionsleder på Kærshovedgård, fortæller, at ledelsen godt kender til huller i hegnet de seneste måneder.

»Vi har ikke hjemmel til at tilbageholde beboere, hvis vi ser, de forlader centeret uden om portsystemet. Men vi kan råbe dem an og vejlede dem i korrekt færdsel ind og ud af centeret,« siger han og fortsætter:

»Vi runderer området flere gange dagligt og kontrollerer hegnet. Skaderne bliver udbedret, så snart de bliver opdaget.«

Ved hjælp af aktindsigter har B.T. afdækket, hvordan de udviste udlændinge hærger med vold, narkohandel og tyverier, mens myndighederne forsøger at sende dem hjem. I de første måneder af 2021 er antallet af sigtelser mod beboerne på Kærshovedgård næsten tredoblet.

Beboere på Kærshovedgård – iført masker – har flere gange brugt naboejendommen som passage til en nærliggende skov, hvor ingen ved, hvad de foretager sig. Personerne på billedet er beboere på Kærshovedgård, men er ikke de tiltalte i retssagen på Frederiksberg. Foto: privatfoto
Beboere på Kærshovedgård – iført masker – har flere gange brugt naboejendommen som passage til en nærliggende skov, hvor ingen ved, hvad de foretager sig. Personerne på billedet er beboere på Kærshovedgård, men er ikke de tiltalte i retssagen på Frederiksberg. Foto: privatfoto
Vis mere

B.T. har også beskrevet, hvordan naboen Ole Tranberg med overvågning har fanget maskerede udlændinge fra Kærshovedgård på hans grund.

Han kalder det en falliterklæring, at beboerne kan smutte ubemærket gennem hegnet.

»De får frit spil til at begå kriminalitet, og hvis myndighederne ikke kan gøre noget, så er kontrollen jo ligegyldig,« siger han.

»Det er da ikke sjovt at have maskerede folk gående rundt. Vi er baghaven til Kærshovedgård og har fælles indkørselsvej. Jeg har haft et par ubehagelige sammenstød med nogle af beboerne, når de har blokeret vores indkørselsvej.«

Allerede i efteråret var det fremme, at der var huller i hegnet. Men dengang sagde både Midt- og Vestjyllands Politi, Kærshovedgård og udlændingeminister Mattias Tesfaye, at det var bragt i orden.

Virkeligheden er dog en anden.

»Vi kender ikke deres motiv. Men siden de går ud gennem hegnet og bærer masker, så tyder det på noget illegalt. Det er klart, at al trafik, der kan tyde på narkohandel i og omkring Kærshovedgård, er helt uacceptabel« siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Men ifølge politichefen er det ikke i sig selv et problem, at beboere smutter ud gennem hegnet.

»Kærshovedgård er ikke et fængsel. De må gerne gå uden for centret, og de overtræder i princippet først loven, hvis de bryder deres opholds- og meldepligt ved ikke at være på centret om natten.«

»Og vi ved heller ikke, om personerne på videoerne kommer udefra og smutter ind gennem hegnet, fordi de skal levere illegale stoffer,« pointerer han.

Men de undgår jo kontrollen af en grund. Måske fordi de har kriminelle formål. Det er da politiets opgave at stoppe det?

»Korrekt. Vi patruljerer også derude og laver ransagninger på Kærshovedgård. Men vi kan ikke overvåge hegnet med politifolk døgnet rundt. Især fordi vi ikke kan arrestere dem for at gå ud gennem hegnet,« siger han.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har nu indskærpet over for myndighederne, at beboere på Kærshovedgård ikke skal kunne smutte ud gennem hegnet. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har nu indskærpet over for myndighederne, at beboere på Kærshovedgård ikke skal kunne smutte ud gennem hegnet. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Udlændingeministeren er dog meget klar i mælet.

»Der skal selvfølgelig ikke være hul i hegnet. Det her er en uholdbar situation. Jeg har derfor bedt myndighederne sikre, at vi får styrket hegnet rundt om Kærshovedgård, så beboerne i stedet bruger den almindelige ind- og udgang,« siger Mattias Tesfaye.

Regeringen har flere gange fået høvl af blå blok for ikke at oprette et nyt udrejsecenter, så de udvisningsdømte udlændinge kan komme væk fra Kærshovedgård.

Mattias Tesfaye fortæller, at regeringen »præsenterer en løsning inden sommer«.

»Lokalsamfundet i Bording og omegn har gennem længere tid båret en stor byrde, og regeringen ønsker at aflaste dem. Derfor mener vi fortsat, at de kriminelle udlændinge skal væk fra Kærshovedgård.«