Der var hårde ord til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), da han tirsdag eftermiddag var kaldt i samråd på Christiansborg.

Helt konkret skulle han svare på to spørgsmål under samrådet.

For det første skulle han forholde sig til konsekvenserne for de andre meget syge patienter, der blev ramt af den måde, regeringen fik sundhedsvæsenet til at have fuld fokus på coronasyge.

»Vi er bekymrede for, at den her overforsigtighed har haft kæmpemæssige konsekvenser for andre patienter. B.T. har fulgt den her sag tæt og har blandt andet beskæftiget sig med kræftpatienter, der er kommet i klemme,« startede Peter Skaarup (DF) samrådet og tilføjede:

»Jeg kan nævne Dunja Fogelberg Hansen, Bjarne Schou, Anne Mette Christiansen og Anders Bonnemann, som på egen krop har mærket forsigtighedsprincippet fra regeringens side på egen krop. Og de har måttet lide og kigge ind i en mørk fremtid. Det er rigtig skidt.«

Magnus Heunicke erkendte, at der var begået fejl i de nævnte sager.

Men han sagde ikke noget om, at det var fejl fra regeringens side.

»Jeg er berørt af de beretninger, der har været i særligt B.T. om patienter og deres pårørende, som har oplevet utilstrækkelig eller manglende behandling og har måttet bære en meget høj pris for noget, der ligner, at der er sket nogle fejl og sket nogle svigt,« sagde sundhedsministeren.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var tirsdag kaldt i samråd.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var tirsdag kaldt i samråd. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For det andet skulle ministeren i samrådet svare på, hvorfor regeringen sidste år så bort fra udmeldingerne fra myndighederne om, at det store fokus på coronavirus ville ramme andre patientgrupper hårdt, hvilket står i redegørelsen, B.T. i januar lagde frem.

Til det spørgsmål erkendte ministeren, at der var et forsigtighedsprincip fra regeringens side.

»Vi har ikke lagt tvivl om, at vi anlagde et forsigtighedsprincip i håndteringen af covid-19, og i marts sidste år stod vi i en situation, hvor vi skulle undgå en situation, som den vi så udspille sig i Norditalien,« sagde ministeren blandt andet som svar på spørgsmålet.

Der var hårde reaktioner på ordene fra ministeren.

»De besvarelser, ministeren er kommet med i dag, kommer til at give anledning til et eller om ikke flere samråd,« lød det fra Martin Geertsen, som er Venstres sundhedsordfører.

»Jeg synes, at det er frækt, når ministeren siger, at 'den beslutning om nedlukning, den foretog vi, og det var en rigtig beslutning'. Men når der så spørges ind til, hvordan mennesker kommer tilbage til behandling for de livstruende sygdomme, så hedder det sig, at det må klares ude i regionerne,« sagde Geertsen og kaldte ministerens håndtering for 'uforskammet'.

Magnus Heunicke gik i slutningen af samrådet så langt, at han nu vil have frem, hvordan alvorligt syge er ramt af restriktionerne.

På den måde kan det bruges fremadrettet ved nye pandemier.

»Jeg vil gerne bakke op om, at vi sammen med regionerne og patientforeningerne får nedsat et panel af sundhedsfaglige eksperter til at få afdækket forløbet og finde løsninger på håndteringen,« sagde ministeren.

En melding, der var opbakning til.

»Hvis vi i fremtiden får lignende pandemier, så er vi nødt til at lære af, hvad der er sket i fortiden,« sagde Peter Skaarup og tilføjede:

»Det er så vigtigt at få frem, hvad der kan forbedres i indsatsen at hjælpe andre patientgrupper end dem med pandemien.«