Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S) bytter 15. januar rollen som kommunalpolitiker ud med en direktørpost hos Brabrand Boligforening.
På sin Facebook-profil kalder den nu snart tidligere rådmand jobbet hos Brabrand Boligforening for »et regulært drømmejob«.
»Boligforeningernes rolle i en socialt bæredygtig byudvikling og som garant for gode boliger til almindelige mennesker har været min store faglige og politiske interesse siden min studietid, og derfor er stillingen som direktør for Brabrand Boligforening et regulært drømmejob,« skriver han og tilføjer:
»Derfor har jeg meddelt borgmesteren, at jeg efter nytår ikke længere vil kunne varetage et hverv som rådmand, ligesom jeg ikke ser direktørjobbet og en plads som medlem af byrådet som forenelige størrelser,« skriver han endvidere.
Selvom Kristian Würtz allerede nu har meddelt, at han ikke vil være at finde i politik ved årsskiftet, vil han fortsat være at finde på Socialdemokratiets stemmeseddel.
Selv forklarer han, at timingen godt kunne have været en anelse bedre.
»Vi står midt i en vigtig valgkamp frem mod valget den 16. november. Mit navn vil stå på stemmesedlen – det kan der ikke laves om på – og stemmer på mig vil komme Socialdemokratiet til gavn, men min egen valgkamp går nu på vågeblus,« skriver han.
Kristian Wurtz blev i 2011 første gang udnævnt som rådmand, da han overtog Jacob Bundsgaards (S) post i Børn og Unge i forbindelse med, at Bundsgaard tiltrådte som borgmester i stedet for Nicolai Wammen (S).
I 2013 blev Kristian Würtz (S) så rådmand for Teknik og Miljø, mens han efter det seneste valg blev udnævnt til rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
I kølvandet på B.T. Aarhus' artikler om forholdene på Bocenter Tranbjerg og Snåstrup Vestergård har Kristian Würtz den seneste tid været genstand for en del kritik.
Gert Bjerregaard, der er gruppeformand for Venstre i Aarhus, fortalte i september, at han helt havde mistet tilliden til rådmand Kristian Würtz.
»Det er fuldstændig uanstændigt, at ansatte skal opleve sådan noget. Det er nogle forfærdelig ting, som B.T. Aarhus har beskrevet. Det er desværre ikke første gang, at vi har oplevet det i kommunen,« sagde han.
Gert Bjerregarards reaktion kommer ovenpå, at B.T. Aarhus i tidligere artikler har beskrevet forholdene på to bocentre, hvor de ansatte har været udsat for en række voldelige episoder. En beboer udøvede blandt andet vold mod de ansatte 51 gange på tre måneder og forsøgte at skubbe en ansat ud over en skrænt.
I en anden sag blev en ansat forsøgt kvalt af en beboer. En tilsynsrapport beskrev problemer om vold, trusler om vold, dødstrusler og krænkende handlinger mod de ansatte.
Også Viggo Jonasen, der sidder i Socialudvalget for Enhedslisten, og Liv Gro Jensen fra SF var ude med hårde ord til den nu snart forhenværende rådmand, og det fik Krisitan Würtz til dengang at forholde sig til kritikken.
»Jeg synes, at det er nogle bekymrende begivenheder. Vi skal sætte ind for at forhindre det i fremtiden. Vi skal samtidig også sikre, at der altid er opbakning ovenpå sådanne sager. De svære situationer vil altid være der. Det er desværre et grundvilkår på bosteder. I Socialdemokratiet ønsker vi et løft at området. Vi skal rekruttere flere faglærte og flere ansatte på fuld tid. Det vil skabe mere trygge rammer for både beboere og ansatte.«
»Jeg synes dog, at det er topmålet af hykleri – de udsagn, der kommer fra Venstre – når de stod uden for aftalen for budgettet for 2021, hvor vi tilførte midler til bostederne. Lige inden sommerferien lavede vi også en ekstraordinær tilførsel til bostederne. Den var Venstre heller ikke en del af. Det er velbeskrevet, at der er udfordringer, og det har jeg også meddelt om flere gange,« siger han.
Men nu overlader Kristian Würtz ved årsskiftet tjansen om at forhindre det i fremtiden til nogle andre.
Kristian Würtz overtager jobbet som direktør hos Brabrand Boligforening fra Keld Laursen, der i sommer sagde sin stilling op.
Kristian Würtz tiltræder stillingen pr. 15. januar 2022.


