»Det er tæt på at være en katastrofe.«

Sådan lyder meldingen fra politisk kommentator, Søs Marie Serup, om at Kristian Hegaard fra Radikale Venstre stopper som politiker, efter det er kommet frem, at han har lavet seksuelle krænkelser.

Kristian Hegaards afsked på grund af sin opførsel kommer under et år efter, at Morten Østergaard trak sig som leder af partiet i oktober sidste år.

Han stoppede som formand for Radikale Venstre, fordi han havde krænket det radikale folketingsmedlem Lotte Rod og med egne ord havde håndteret sagen forkert.

Portræt af Søs Marie Serup, politisk kommentator.
Portræt af Søs Marie Serup, politisk kommentator. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Radikale Venstre har brugt hele det sidste halve år på at prøve at kæmpe sig ud af hele det Meetoo-dyng, de har siddet fast i, siden sagen om fik Morten Østergaard til at stoppe som formand,« siger Søs Marie Serup og tilføjer:

»Og det har sat sig i nogen dårlige meningsmålinger for partier, der har hængt fast.«

Søs Marie Serup bider også mærke i, at Kristian Hegaard trækker sig samme dag som Radikale Venstres folketingsgruppe ellers har holdt sommergruppemøde, hvor de har præsenteret deres politik i efteråret.

Men nu tager Kristian Hegaards farvel al fokus.

» Den her sag kommer samme dag, Radikale Venstre har præsenteret et stort skoleudspil, og deres politik for efteråret,« siger hun og fortsætter:

»Det er en vejsidebombe for partiet.«

Radikale Venstres ledelse har torsdag aften sendt en pressemeddelse ud, om at Kristian Hegaard to gange har begået seksuelle krænkelser som beruset.

Men ellers er det ikke yderligere kommentarer fra partiformand Sofie Carsten Nielsen eller andre i partiets top, lyder meldingen.