Den højintense sexismedebat har fået sit første offer på Christiansborg.

De Radikales leder, Morten Østergaard, blev onsdag aften tvunget til at trække sig fra sin post som konsekvens af en gammel krænkelsessag, hvor han har befamlet sin partifælle Lotte Rod.

»Det var min hånd, som Lotte Rod fjernede fra sit lår for næsten 10 år siden (i 2011, red),« sagde en tydeligt berørt Morten Østergaard.

»Jeg har svigtet min gruppes tillid. Jeg har svigtet mit parti og dermed også offentligheden, fordi jeg ikke havde modet til at erkende, at det ikke var nok, at jeg sagde undskyld til Lotte, men at jeg også nødt til at være åben om, at det var mig,« sagde han.

Sofie Carsten Nielsen bliver ny politisk leder.

Morten Østergaards dramatiske adgang skete efter et over seks timer langt gruppemøde, som De Radikale i al hemmelighed havde flyttet fra Christiansborg til Den Sorte Diamant for at undgå pressen.

Pressen fandt dog hurtigt frem til De Radikales mødested, hvor folketingsgruppen var samlet for at diskutere den vaserende krænkelsessag i partiet.

Allerede sønsdag kom det frem, at Lotte Rod var gået til partiledelsen med ét bestemt navn, som skulle have krænket hende.

Indtil onsdag aften har det dog været et stort mysterium, hvem dette radikale navn var.

Onsdag aften afslørede Morten Østergaard så, at det var ham selv.

Og det var især familien, som den berørte og nu forhenværende partileder havde i tankerne.

»Allerstørst er min bedrøvelse over for mine allernærmeste, mine allerkæreste, der har støttet mig i mit arbejde og gjort alle mulige ofre for, at jeg kunne bedrive mit virke som politiker og politisk leder. Nu skal de så se mig gå på den her måde,« sagde Morten Østergaard.

»Jeg håber på forståelse for, at min energi vil ligge hos min familie i den kommende tid,« sagde han.

Morten Østergaard fortæller dog, at han ikke vil trække sig fra politik, men blot som leder af De Radikale.

De Radikale har gået forrest i kampen mod sexisme, siden debatten blussede op i både mediebranchen og på Christiansborg for en måneds tid siden.

Det var blandt andet De Radikales ligestillingsrodfører, Samira Nawa, som udtalte, at udenrigsminister Jeppe Kofod ikke er værdig til at være minister, fordi han for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige under en fest i Socialdemokratiets ungdomsparti.

Det affødte en heftig debat om Jeppe Kofods fremtid som udenrigsminister, hvor han selv måtte ud og undskylde.

De Radikale har desuden afholdt en 24 timers live-debat om kampen mod sexisme for ganske få dage siden.

Morten Østergaard pointerede, at ligesillingskampen ikke må overskygges af hans fejl og krænkelse af Lotte Rod.

»Det er mit ansvar,« sagde han.