Det er fire dage siden, 17-årige Stacy var på sit værelse sidst. I skabet står ballerinasko og kondisko på række, tøjet ligger i sirlige stakke, kun kufferten, som hendes forældre har kastet på sengen, røber en brøkdel af det kaos og den tragedie, der har ramt familien.
Stacy kommer ikke hjem til sit værelse igen. Lige nu ligger hendes krop på retsmedicinsk afdeling, men hendes sjæl er stadig her i det lille parcelhus i Frederikssund. Det er familien sikre på.
I mandags blev Stacy fundet på bunden af et bassin i en svømmehal, som hun og resten af 10. klasse-eleverne fra Egeskolen i Furesø Kommune havde badet i på deres introtur.
Der var fire lærere og en skoleleder til stede i svømmehallen, men alligevel var det nogle af eleverne, der fandt Stacy på bunden, fik bjærget hende op og begyndte livreddende førstehjælp.
Og det var på trods af, at de flere gange havde sagt til lærerne, at der lå det, der lignede et menneske, på bunden af bassinet.
Det fortæller Stacys 16-årige fætter og jævnaldrende ven Kiraat. De gik begge i samme 10. klasse som Stacy og var til stede i svømmehallen, da tragedien udspillede sig.
B.T. har talt med drengene, som gengiver de forfærdelige minutter:
Stacys fætter fortæller, at de omkring 100 elever, der er med på turen, ankommer til et hostel i Fjerritslev mandag eftermiddag.
De har snakket længe om svømmehallen, som de glæder sig til at bade i, så lige så snart de er færdige med aftensmaden, løber eleverne spændte derhen og hopper i vandet.
»Der kommer flere og flere. Der er helt proppet faktisk. Jeg tror kun, det er fem-ti elever, der ikke er i svømmehallen. Men det er ikke alle, der er i bassinet på samme tid,« siger Stacys fætter, der har frabedt sig at få sit navn frem.
Han fortæller, at pigerne er nede i den lave ende af bassinet, mens drengene er ude på det dybe vand, hvor de hopper fra vipper.
»Jeg ser Stacy flere gange hygge sig nede i den lave ende. Så jeg er ikke bekymret,« siger fætteren.
Stacys forældre havde inden turen fortalt lærerne, at Stacy ikke kunne svømme. Hun havde aldrig været i en svømmehal før.
Pludselig opdager Stacys fætter og Kiraat, at der ligger en skikkelse på bunden. Men der er ikke nogen, der har dykkerbriller, og med 3,8 meter ned til bunden er det først svært at se, hvad det er.
»Da jeg siger til lærerne, at der ligger noget på bunden, kigger de på mig og smiler. De tager det ikke seriøst,« siger Kiraat og fortæller, at de ret hurtigt siger til lærerne, at det altså ligner et menneske.
»Mens drengene står og snakker med lærerne, kigger jeg ned på bunden. Vandet er blevet meget mere stille, så det er tydeligt for mig at se ned på bunden. Det er så tydeligt, at jeg bare kan se, at det er Stacy, der ligger nede på bunden. Hun ser så lille ud. Men jeg kan tydeligt se på hendes krop, hår, ansigt og svømmetøj, at det er hende,« siger Stacys fætter og fortsætter:
»Og der går min verden bare helt i stå.«
Fætteren fortæller, hvordan han går hen til den lærer, der er uddannet livredder, og fortæller, at han kan se et menneske på bunden.
»Han tager først trøjen af for at hoppe i, men så kigger han ned i vandet og siger, at det er en dukke,« fortæller fætteren.
Hvad tænker I, da læreren siger, at det er en dukke?
»Jeg bliver meget frustreret. Det gør vi allesammen. Der er ingen, der gider hjælpe,« siger Kiraat.
Beskrivelsen af, at lærerne ikke tog situationen alvorligt, genkender velfærdsdirektøren i Furesø Kommune, Tine Gram, ikke. Du kan læse kommunens udlægning i faktaboksen.
Kiraat og en anden ven ender med at få Stacy op fra vandet, og en tredje af deres kammerater giver hende førstehjælp oppe på bassinkanten. En kvindelig lærer træder på et tidspunkt til og giver Stacy kunstigt åndedræt, fortæller drengene.
Minutterne føles uendelige, inden ambulancen og sidenhen redningshelikopteren ankommer og flyver Stacy til Aalborg Universitetshospital. Hendes forældre er allerede på vej hen, for fætteren har ringet og fortalt dem, hvad der er sket.
Stacys fætter, Kiraat og de andre drenge sætter sig op hotelværelset i stilhed. De stirrer ud i luften i et par timer, inden de falder i søvn. De ved, at Stacy ligger i respirator, men mere ved de ikke.
»Jeg har en dårlig fornemmelse, da jeg går i seng. Jeg får et syn – et mareridt – om at hun ikke overlevede. Så jeg skriver til min moster, Stacys mor, med det samme, og hun fortæller mig, at Stacy er død.«
Stacys mor og papfar sidder i stuen i det lille parcelhus. I en brun pose på gulvet ligger en buket blomster, de endnu ikke har kunnet overskue at tage stilling til.
Det er kun tre dage siden, at deres datter druknede, men det er alligevel vigtigt for dem at stå frem allerede nu. For det må bare ikke ske igen:
»Det her skal ikke kunne ske. Og det skal aldrig ske igen. Der skal være nogle klare retningslinjer om, hvem der har ansvaret for børn i svømmehallen, og ikke bare tilfældige lærere,« siger Jens Ørsted, Stacys papfar.
»Det er uforståeligt, at det ikke er en voksen, der hopper i vandet, når de bliver gjort opmærksom på, at der ligger noget i vandet. De sekunder kunne have gjort forskellen,« siger papfaren og fortsætter:
»Der er nogen, der skal drages til ansvar for, hvorfor der ikke har været opmærksomhed nok.«
