Hidtil har Pelle Dragsted været ret tavs om B.T.s adskillige historier om de af hans partifæller, der støtter DFLP og andre organisationer, som deltog i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober sidste år.

Men nu tager Enhedslistens politiske ordfører endelig bladet fra munden.

Det sker i to store forsideinterviews med Dagbladet Information og Avisen Danmark.

I begge medier er budskabet fra Pelle Dragsted klart: Støtter du terrororganisationer, bør du melde dig ud af Enhedslisten.

Til Dagbladet Information fortæller Dragsted, at han er »stærkt frustreret« over, at hans partifæller for eksempel udtrykker støtte til DFLP, mødes med DFLP-ledere i Palæstina eller sammenligner Hamas og andre palæstinensiske terrororganisationer med danske modstandsfolk under Anden Verdenskrig.

Det er nu nået dertil, at Dragsted mener, at de bør forlade Enhedslisten.

»Det er faktisk ret enkelt for mig. Hvis man forsvarer bevægelser, der deltager i vold mod uskyldige civile, hører man ikke hjemme i Enhedslisten. Og så synes jeg, at man skal melde sig ud og finde et parti, man er enig med, hvis der findes sådan et,« siger Pelle Dragsted til Avisen Danmark.

Pelle Dragsted henviser til Enhedslistens hovedbestyrelse, da Dagbladet Information spørger om, hvorvidt de af hans partifæller, der støtter terrororganisationer, skal ekskluderes fra partiet.

I Enhedslisten er det nemlig op til hovedbestyrelsen at beslutte, om medlemmer skal ekskluderes fra partiet.

»Den kompetence ligger ikke hos mig, men hos hovedbestyrelsen. Men jeg forventer, at hovedbestyrelsen står vagt om de beslutninger, som Enhedslistens medlemmer har vedtaget demokratisk, så der ikke er nogen, der får lov at blive ved med at skabe tvivl om Enhedslistens holdning og dermed ødelægger det for det overvejende flertal i partiet,« siger Pelle Dragsted til Dagbladet Information.

Pelle Dragsteds udmelding kommer i kølvandet på kritik fra flere andre ledende skikkelser i Enhedslisten.

For nylig rettede Mai Villadsen, der var politisk ordfører for Enhedslisten inden Dragsted, således en hård kritik mod terrorstøtterne i partiets bagland.

Her ses nogle maskerede militante fra DFLP, der den 26. februar 2023 deltager i en parade i Rafah i Gaza.
Her ses nogle maskerede militante fra DFLP, der den 26. februar 2023 deltager i en parade i Rafah i Gaza. Foto: Said Khatib/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er så skadeligt for vores kamp for et frit Palæstina, at vi konstant skal bruge kræfter på disse negative historier – frem for det offensive og proaktive arbejde. Og det er skadeligt for vores parti helt generelt og mulighed for at vinde tillid hos flere,« skrev hun i et opslag i Enhedslistens interne medlemsforum, som B.T. kom i besiddelse af.

Enhedslistens folketingsmedlem Rosa Lund erklærede sig derefter enig i Mai Villadsens kritik.