Sagerne om Enhedslistens terrorforbindelser udvikler sig nu til interne diskussioner i partiet. 

Partiets tidligere leder og politiske ordfører Mai Villadsen retter en hård kritik mod et mangeårigt medlem af partiet. 

Det sker i et opslag i Enhedslistens interne medlemsforum, som B.T. er kommet i besiddelse af.

»Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg læste den her nyhed,« indleder Mai Villadsen sit opslag i den lukkede Facebook-gruppe 'Enhedslistens medlemsforum'.

Mai Villadsen linker i opslaget til B.T.s historie om, at en central baglandsskikkelse ved navn Inger V. Johansen trodsede partilinjen ved at besøge en leder fra organisationen DFLP i Palæstina i maj i år.

Det på trods af, at Enhedslistens partiledelse afbrød sit mangeårige samarbejde med DFLP, da det kom frem, at organisationens militære fløj, Martyr Omar Al Qassem Brigaden, havde deltaget i terrorangrebet mod Israel 7. oktober sidste år.

»At tage ned og holde møde med DFLP efter vores årsmødebeslutning er i mine øjne undergravende for vores Palæstina-arbejde. Og på kanten af udemokratisk,« skriver Mai Villadsen og fortsætter:

»Det er så skadeligt for vores kamp for et frit Palæstina, at vi konstant skal bruge kræfter på disse negative historier – frem for det offensive og proaktive arbejde. Og det er skadeligt for vores parti helt generelt og mulighed for at vinde tillid hos flere.«

Mai Villadsen, der var Enhedslistens politiske ordfører fra 2021 til 2023, betegner Inger V. Johansens møde med en DFLP-leder som 'disrespekt' overfor resten af Enhedslistens medlemmer.

B.T. har rettet henvendelse til Mai Villadsen for at få hende til at uddybe sit opslag i medlemsforummet.

Det afviser hun.

»Jeg kommenterer af princip ikke på, hvad der er skrevet i et debatforum for Enhedslistens medlemmer,« skriver hun til B.T. i en sms.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Inger V. Johansen. Det er ikke lykkedes.

B.T. har den seneste tid bragt flere artikler, der afdækker Enhedslistens forbindelser til palæstinensiske terrororganisationer.

Udover artiklerne om Enhedslistens samarbejde med DFLP har B.T. blandt andet også bragt artikler, der afslører, at partiets tidligere folketingsmedlem Christian Juhl inviterede medlemmer af terrororganisationen PFLP ind på Christiansborg.

Juhl afviser dog at have vidst, at det var PFLP-medlemmer. 

B.T. har desuden afdækket, at DFLP's soldater ikke kun angreb det israelske militær ved angrebet 7. oktober sidste år – de henrettede også en ung afrikansk mand, der var i praktik på et mejeri.

Se videoen, der dokumenterer episoden, her: