Den interne uro breder sig i Enhedslisten i kølvandet på B.T.s afsløringer af partiets terrorforbindelser.
Først tog partiets tidligere politiske ordfører Mai Villadsen bladet fra munden. Nu stempler endnu en profil ind i debatten.
Det drejer sig om folketingsmedlemmet Rosa Lund.
I en debat på det sociale medie X erklærer hun sig 'helt enig' i Mai Villadsens kritik af et mangeårigt partimedlem, der har trodset partilinjen ved at mødes med en leder fra den palæstinensiske organisation DFLP, hvis militære fløj deltog i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober.
B.T. er i besiddelse af det opslag fra et internt forum for medlemmer af Enhedslisten, hvor Mai Villadsen kritiserer sin partifælle Inger V. Johansen.
I opslaget linkede Villadsen til B.T.s historie om, at Inger V. Johansen, en central person i partiets bagland, trodsede partilinjen ved at besøge en leder fra organisationen DFLP i Palæstina i maj i år.
Det på trods af, at Enhedslistens partiledelse afbrød sit mangeårige samarbejde med DFLP, da det kom frem, at organisationens militære fløj, Martyr Omar Al Qassem Brigaden, havde deltaget i terrorangrebet mod Israel 7. oktober sidste år.
»At tage ned og holde møde med DFLP efter vores årsmødebeslutning er i mine øjne undergravende for vores Palæstina-arbejde. Og på kanten af udemokratisk,« skrev Mai Villadsen og fortsatte:
»Det er så skadeligt for vores kamp for et frit Palæstina, at vi konstant skal bruge kræfter på disse negative historier – frem for det offensive og proaktive arbejde. Og det er skadeligt for vores parti helt generelt og mulighed for at vinde tillid hos flere.«
B.T. har rettet henvendelse til Mai Villadsen for at få hende til at uddybe sit opslag i medlemsforummet. Det afviser hun.
»Jeg kommenterer af princip ikke på, hvad der er skrevet i et debatforum for Enhedslistens medlemmer,« skriver hun til B.T. i en sms.
Desuden har B.T. flere gange forsøgt at få Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, til at svare på, om han er enig i Mai Villadsens kritik.
Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Heller ikke Enhedslistens gruppeformand, Trine Pertou Mach, eller partiets forretningsudvalgsansvarlige, Rasmus Holme, er vendt tilbage på B.T.s henvendelser.
B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Inger V. Johansen. Det er ikke lykkedes.
B.T. har den seneste tid bragt flere artikler, der afdækker Enhedslistens forbindelser til palæstinensiske terrororganisationer.
Udover artiklerne om Enhedslistens samarbejde med DFLP har B.T. blandt andet også bragt artikler, der afslører, at partiets tidligere folketingsmedlem Christian Juhl inviterede medlemmer af terrororganisationen PFLP ind på Christiansborg.
Juhl afviser dog at have vidst, at det var PFLP-medlemmer.
B.T. har desuden afdækket, at DFLP's soldater ikke kun angreb det israelske militær ved angrebet 7. oktober sidste år – de henrettede også en ung afrikansk mand, der var i praktik på et mejeri.
Se videoen, der dokumenterer episoden, her:
