10 millioner kommunale kroner om året.

Det er prisen for de to nye forvaltninger, der blev oprettet på valgnatten i Odense, og som medarbejderne i kommunens forvaltninger nu spørger om er godt givet ud.

I hvert fald er det store spørgsmål i en bemærkning fra forvaltningens medarbejdere til politikerne i byrådet, om udfordringerne på klimaområdet og sundhedsområdet »ikke kunne være løst inden for den eksisterende organisering?«

Det var ellers netop pointen fra borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og en bred vifte af byrådets partier på valgnatten, at oprettelsen af de nye forvaltninger er nødvendig.

»Den opgave, som kommunerne skal overtage fra regionerne på sundhedsområdet, er så stor, at jeg godt vil se den kommune, som bare tager let på den opgave og tror, at den stille og roligt kan falde ned i de eksisterende strukturer, sagde Tommy Hummelmose (K), der bliver rådmand for den nye sundhedsforvaltning, dagen efter valget til B.T.I bemærkningen, som blev fremlagt under onsdagens byrådsmøde, udtrykker medarbejderne desuden »stor bekymring« for den fremtidig finansiering af de to nye forvaltninger for klima og sundhed.

Desuden er medarbejderne bange for, at finansieringen kommer til at få konsekvenser for de forvaltninger, som medarbejderne arbejder i nu.

»Det slider på arbejdsmiljøet, når der gang på gang enten skal effektiviseres, eller medarbejdere skal omplaceres til andre forvaltninger,« lyder det i bemærkningen.

Ifølge medarbejderne i forvaltningerne, så er det deres erfaring, at der naturligt vil ske et tab af effektivitet og arbejdsglæde, når der effektiviseres eller flyttes rundt på medarbejdere.

Peter Rahbæk Juel har tidligere overfor B.T. slået fast, at medarbejderne ikke skal være nervøs for den nye organisering i kommunen.

»Det er ikke sådan, at der er nogle, som nu skal sidde og være nervøse for deres stilling. Der vil selvfølgelig være nogle, der må opleve at skulle arbejde et andet sted, end de gør i dag, og det kan måske give usikkerhed, mens processen står på. Men nu bruger vi den tid, der skal til og gør det på bedst mulig måde,« sagde borgmesteren umiddelbart efter valget i november.