Til stor overraskelse for alle fremmødte genopstod bandet Malurt på velgørenhedsfestivalen NU Festival, som blev afholdt i midten af september.

Endnu større var det dog, at den nu afdøde Lars Høgh gik med på scenen og spillede bas.

For Elsebeth Fogh, der arbejdede som frivillig på festivalen, beskriver hun faktisk øjeblikket som et af de største i sit liv.

»Det var bare et enormt rørende øjeblik. Det var så vigtigt for ham at fejre livet, og det kunne alle bare mærke,« siger Elsebeth Fogh.

Selv oplevede Elsebeth Fogh koncerten med Malurt og Lars Høgh på bas fra backstage-området.

Til koncerten var hun den eneste, som stod i backstage-området, og hun fangede i den forbindelse et billede af Lars Høgh, der kiggede ud på hende.

»Vi vidste alle godt, at han var dårlig, for han havde for eksempel et drop i hånden, og han måtte også hvile sig indimellem,« siger Elsebeth Fogh og fortsætter:

»Men han klarede det stadig intet mindre end fantastisk.«

Mens Lars Høgh spillede sammen med Michael Falch og bandet Malurt, kiggede han et øjeblik ud på Elsebeth Fogh, der arbejdede som frivillig til NU Festival. Privatfoto.
Mens Lars Høgh spillede sammen med Michael Falch og bandet Malurt, kiggede han et øjeblik ud på Elsebeth Fogh, der arbejdede som frivillig til NU Festival. Privatfoto. Amanda Kieler Andersen

Elsebeth Fogh beskriver Lars Høgh som et meget hjertevarmt menneske. Og selvom nyheden om hans død ramte hende og mange andre utroligt hårdt, så er hun stadig efterladt med følelsen af hjertevarme, når hun tænker tilbage på ham.

»Han viste altid et enormt overskud og talte altid med os frivillige. Man kunne mærke, at festivalen og menneskene bag den betød utroligt meget for ham,« siger Elsebeth Fogh.

Fra festivalen i 2021 husker hun særligt ét øjeblik, som hun føler indkranser Lars Høghs personlighed.

For mens de frivillige var ved at sætte stole op og også tørre stolene af for regn, kom Lars Høgh forbi. Med et smil sagde han 'bare godt ned i knæene, det giver stramme baller'. Og så klaskede han sig selv på ballerne.

»Han var en ener med et stort hjerte, der satte sit aftryk i mange hjerter,« siger Elsebeth Fogh.

Også Lars Høgh højgravide datter var med ved sommerens festival. Og det bandt ligesom smukt en sløjfe på oplevelsen for Elsebeth Fogh.

»Der var bare noget både rørende og smukt ved at se, hvordan livet på en eller anden måde blev givet videre. Alle omkring dem kunne godt fornemme, at det var et særligt øjeblik,« siger Elsebeth Fogh.

B.T. var også på besøg på festivalen, da Lars Høgh til publikums store overraskelse sprang på scenen med bandet Malurt. Inden da forklarede Lars Høgh om tankerne bag NU Festival.

»Det udsprang af, at jeg jo er blevet syg og dermed selvfølgelig oplever livet noget mere intenst. Og finder ud af, at du også skal søge de gode ting, der ligger foran dig. For hvis du kun er i sygdommen, bliver det et helvede,« sagde Lars Høgh og fortsatte:

»Så derfor sagde vi: Nu er det – NU'. Hvis vi kan få folk her til at have nogle momenter, hvor de er i nuet – for det er dét, musikken kan. Målet for festivalen er at prøve at være i nuet i de her par dage,« sagde Lars Høgh.

På scenen senere på dagen spillede han blandt andet sangen 'De vildeste fugle'.

Og nu er Høghen, som ifølge Elsebeth Fogh har haft en enorm betydning for Odense, Fyn og ikke mindst for resten af Danmark, så fløjet hjem.

Lars Høgh efterlader sig konen Tine, datteren Josefine, sønnen Jonas og tre børnebørn.