Det er næsten en umulig opgave for kørelærerne i både Odense, København og Aarhus at skaffe køreprøver til deres elever. Det problem har B.T. flere gange afdækket.

Men i oktober er hele kørekortområdet samlet under Færdselsstyrelsen, og transportminister Benny Engelbrecht (S) lover derfor bedre forhold i fremtiden.

»Det har længe været et ønske både fra et bredt udsnit af Folketingets partier og kørelærerne at få samlet kørekortområdet, og jeg er glad for, at vi nu er i gang,« siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Overdragelsen af kørekortområdet skete egentlig formelt 1. oktober 2021, og nu starter derfor et stort arbejde med at få bragt ventetiden på køreprøver ned.

»Det giver rigtig god mening at samle kørekortområdet i Færdselsstyrelsen, så vi kan sætte ind der, hvor problemerne er størst, frem for at det er eleverne, der skal køre rundt i landet for at lede efter stedet med den korteste ventetid,«  siger Benny Engelbrecht.

»Jeg er sikker på, at vi nok skal få moderniseret området, så der kan ydes en bedre service over for kørelærere og elever.«

Indtil nu har kørerlærere i særligt Odense og København nemlig været nødsaget til at rejse rundt i landet for at skaffe køreprøver til deres elever.

Kørelærere i København sender deres elever til Odense, og kørelærere i Odense sender deres elever til Aalborg. Men det skal altså være slut nu – eller i hvert fald på et tidspunkt.

»Det er vigtigt at understrege, at det kommer til at tage tid, og det er partierne bag aftalen også bevidste om, så jeg håber, at alle vil vise tålmodighed, selvom jeg til fulde forstår frustrationen over at skulle vente på sit kørekort,« siger transportministeren.

Den nye aftale betyder, at gebyret for en køreprøve stiger fra 600 til 1.000 kroner.

Af dem skal 200 kroner gå til finansieringen af en opgradering af systemunderstøttelsen og nytilrettelæggelsen af opgaverne i Færdselsstyrelsen.

De resterende 200 kroner går til medfinansiering af fastholdelsen af politifolk, der i dag er beskæftigede med færdselsopgaverne i politiet.