»Kan det stadig svare sig at være kørelærer?«

Det spørgsmål er kørelærer Martin Dupont, begyndt at stille sig selv, efter det er blevet næsten umuligt for ham at skaffe prøvetider til sine elever.

Martin Dupont arbejder i Odense, hvor han tidligere har kunnet booke tider til teori- og køreprøver til sine elever uden de store problemer.

Det har dog ændret sig, efter Færdelsstyrelsen er begyndt at offentliggøre prøvetiderne, så kørelærere i eksempelvis København nemmere kan booke tider i Odense.

»I København kan man risikere at vente seks til otte måneder på en teori- eller køreprøve. Så jeg har stor sympati med lærere og elever der,« fortæller Martin Dupont og fortsætter:

»Men nu flytter Færdelsstyrelsen blot problemet fra København og ud i resten af Danmark.«

Prøvetiderne i eksempelvis Odense bliver offentliggjort en gang om ugen. Og her gælder det nu om at være hurtig på tasterne. For ventetiden i København gør, at de københavnske kørerelærere gerne tager elever med til Odense for at få dem afsluttet.

»Da jeg onsdag skulle booke teoriprøver til tre af mine elever, fik jeg kun en enkelt prøvetid. På blot 15 sekunder var alle tiderne taget,« forklarer Martin Dupont og uddyber:

»Jeg har talt med en motorsagkyndig her i Odense, der fortalte, at hun for nyligt havde tre dage i streg, hvor hun udelukkende havde folk fra København til prøve.«

Det betyder lange ventelister, og det er en udfordring for forretningen, lyder det fra kørelæreren.

»Jeg tager ikke mange elever ind. Men nu kan jeg blive tvunget til at tage endnu færre elever ind, for jeg har problemer med at afslutte dem, jeg allerede har,« fortæller Martin Dupont.

Og han er da langt fra den eneste, som er vred over situationen.

Bjarne Mouritzen, der også er kørelærer i Odense, har lige nu op mod 40 elever, der venter på at komme til køreprøve.

»Det er et stort problem. Der mangler prøver, og det er pisse irriterende,« lyder det fra Bjarne Mouritzen.

Da han onsdag sad klar ved tastaturet for at booke prøvetider, lykkedes det ham at skaffe en prøve til fem af de 40 elever, som venter.

På samme måde som kørelærerne i København har han nu følt sig tvunget til at søge prøver andre steder i landet.

»Jeg er ikke en skid bedre end københavnerne. For tre uger siden måtte jeg selv tage til Aalborg med mine elever. Men hvad skal man gøre?« lyder det fra Bjarne Mouritzen.

»Det er en sørgelig måde, at der bliver krig mellem os kørelærere, når vi skal sidde og konkurrere om tiderne hver uge,« tilføjer han.

B.T. afventer svar fra Færdelsstyrelsen for at få en kommentar om problemerne med bookingsystemet og de manglende prøvetider.