B.T. har tidligere afdækket, hvordan de aalborgensiske politikere bruger millioner af kroner på udenlandsrejse i prominente områder for udelukkende at mødes med andre danskere.

Og det er ikke gået ubemærket hen hos borgerne i Aalborg.

I den politiske Facebook-gruppe 'Nordjyllands diskuterer politik' debatteres sagen, hvor flere kommer med kritiske meninger om kommunens brug af kroner.

Herunder er et udpluk:

  • Svineri!
  • Trænger politikerne ikke til at skulle spare helt ind til benet – som andre dele af samfundet?
  • Det giver en dårlig fornemmelse
  • Det er svært at blive imponeret

Sagen går ud på, at en række topfolk i kommunen, herunder borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), igennem flere år har rejst til Cannes i Frankrig, indlogeret sig på dyre værelser og booket mødelokaler for flere hundrede tusinde kroner.

Det viser en aktindsigt, som B.T. har fået i hænde.

Aalborg Kommune har i 2018, 2019 og i den aflyste 2020-udgave af MIPIM booket mødelokaler i Cannes til en samlet værdi af 378.925 kroner. For derefter kun at mødes med andre danskere i Cannes.

Desuden har hver rejse de respektive år kostet mere end 300.000 kroner pr. rejse. Det får Bent Greve, professor arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, til at spærre øjnene op:

»Samlet vil det være min vurdering, at kommunen – ud fra de data, jeg har set – enten ved fysiske eller elektroniske møder kunne opnå samme resultat ved at afholde aktiviteten i Danmark.«

Og det er på baggrund af disse forhold, at flere af de kritiske røster opstår. Omvendt er der også borgere, der mener, at rejser i udlandet er nødvendige for den politiske ledelse med henblik på udvikling.

Thomas Kastrup-Larsen har over for B.T. sagt, at det 'handler om at være dér, hvor tingene sker'.

»Det er vigtigt at erkende, at når vi taler om Danmarks tredjestørste kommune og om milliardinvesteringer, så bliver vi også nødt til at være der, hvor tingene sker. Hvis vi tror, at vi kan sidde i Aalborg og få tingene til at fungere – uden at tage ud – så kommer vi til kort.«

Ud over opholdene i Cannes har B.T. afdækket, hvordan en delegation fra Aalborg Kommune har drukket dyr whisky og overnattet i dyre lejligheder for borgernes skattekroner.

Det har Thomas Kastrup-Larsen siden reageret på ved at sende en intern mail afsted til direktionen og byrådsmedlemmer. Læs den historie HER.