Mark O. Madsen havde netop fortalt B.T., hvor rasende han var over formiddagens skandaløse scener, da hans telefon løb tør for strøm.
B.T. mente alligevel, at han havde sagt nok til en artikel, men et kvarter senere ringede han tilbage.
»Nej, du har ikke fået nok at vide,« lød det kontant fra en stadig rystet Mark O. Madsen.
Han vil ikke risikere en gentagelse af fredagens fiasko, hvor det danske MMA-forbund, DMMAF, ikke dukkede op til indvejningen til tiden.
»Jeg kan ikke leve med tvivlen om, hvorvidt forbundet dukker op i morgen, så jeg har med rettidig omhu skaffet en plan B,« fortæller OL-sølvvinderen, hvis storslåede Dominance Fighting Championship fylder K.B. Hallen helt op lørdag aften.
Mark O. Madsen har hyret en dommerpakke fra DMMAF for at undgå interessekonflikt. De godkender kæmpernes vægt og medicals og dømmer kampene.
Nu har han så købt en ekstra dommerpakke for at være på den sikre side.
»Der sidder et alternativ klar ringside i morgen i tilfælde af, at DMMAF ikke dukker op. Så kan de 3000 mennesker i K.B. Hallen få den oplevelse og aften, de har håbet på, og som vi har planlagt,« siger Mark O. Madsen, der sammen med sin scleroseramte kone, Maria, har satset mere end de fleste på projektet.
»Det er vigtigt for mig at slå fast, at der kommer et DFC-event i morgen. Om jeg så selv skal hoppe i buret. Det var min første tanke, da jeg fik et afbud i morges. Men det går sgu ikke,« lyder det med et grin.
Mark O. Madsen fortæller, at han har fået en garanti af DMMAF om, at de dukker op som aftalt, og som det står i kontrakten.
»Det er jeg super glad for. Men jeg havde også fået en garanti i dag. Det gør mig en smule utryg. De slag, der slår hårdest, er de slag, du ikke ser komme.«
Mark O. Madsen arbejder på højtryk for at finde en afløser for Rasmus Ehlers, der skulle have kæmpet hovedkampen mod Rajbek Bisultanov.
Men Ehlers har revet et ledbånd i fingeren over, så han meldte afbud meget sent torsdag aften, hvor Mark O. allerede var gået til køjs.
Derfor så han først afbuddet tidligt fredag morgen, og så fik han ekstra travlt.
»Det er virkelig uheldigt. Ingen af os har lyst til at komme til skade på den måde,« siger Mark O. Madsen.
DFC-præsidenten er lige nu i kontakt med kæmpere fra Bulgarien og England, der gerne vil træde ind i buret til lørdagens hovedkamp.
Nu skal de sidste detaljer bare på plads.
Du kan se Dominance Fighting Championship live på bt.dk lørdag aften.
