»Jeg har nok flere penge ude at hænge her den 21., end de fleste bruger på et hus.«

Mark O. Madsen og hans hustru Maria har satset alt på deres nye, ambitiøse projekt.

Den tidligere OL-sølvvinder og UFC-kæmper vil med Dominance Fighting Championship skabe et europæisk Champions League indenfor MMA-sporten.

Og trods Marias alvorlige sclerosesygdom er hun dybt involveret i at få det enorme projekt til at lykkes.

Mark O. Madsen vil dog ikke afsløre præcis, hvor mange penge familien har kastet ind i DFC, der lørdag fyrer op for første event i K.B. Hallen og bringer Las Vegas til Frederiksberg.

»Jeg havde nogle gutter, der skrev til mig, om de måtte få nogle fribilletter. Mit venlige svar var, 'nej, det har jeg ikke. Men jeg vil rigtig gerne se jer i K.B. Hallen støtte op om projektet. Vi har Danmarks billigste MMA-billetter',« siger han til B.T. og tilføjer med et grin, at de også har Danmarks dyreste.

Hvad hvis hele projektet går galt?

Mark O. Madsen skal lige trække luft ind.

»Jamen, jeg har sat mig for at lave fem stævner, så der skal laves fem stævner, koste hvad det vil.«

»Jeg er lidt stolt over at sige – uden at sætte navne på – at der allerede er interessante mennesker, der har spurgt, om de må købe en lille del af butikken.«

Selvom Mark O. Madsen kan kalde sig både stifter og præsident for butikken, kan han ikke drive den alene.

Det, der startede med ham selv og hustruen hjemme ved køkkenbordet, har på rekordtid udviklet sig til et 200-personers stort team, der lørdag skal fyre op for showet i hovedstaden.

Mark O. Madsen og Maria O. Madsen har satset alt på det nye projekt.
Mark O. Madsen og Maria O. Madsen har satset alt på det nye projekt. Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

Og her spiller Maria O. Madsen en helt uundværlig rolle.

»Maria er jo min projektleder i det her. Jeg blegner lidt i forhold til hende. Hun har lige taget tre 12-timers vagter i streg. Vi taler om en kvinde, der har sclerose. Det har været på tale, at hun skulle have førtidspension,« fortæller Mark O. Madsen.

»Jeg kan bare se på telefonen, at hun spytter mails ud og koordinerer alt det her. Hun brænder for at lave det.«

Parret har sat en tidshorisont på fem år.

Længere kan Maria ikke bidrage, før hun skal på pension af helbredsmæssige årsager.

»Så er vi nået dertil, at hun har presset alt det ud, hun kan, uden at få varige mén. Det er det vigtigste, at vi kan navigere i det, uden hun bliver ramt sclerosemæssigt.«

»Det er en ubehagelig sygdom. En usynlig saks, der kan klippe nerverne. Det handler om at være i balance. Om det så er det med tre 12-timers vagter er tvivlsomt, men hun elsker at være driftig og skabe noget som det her,« fortsætter han.

Mark O. er overbevist om, at det var den helt rigtige beslutning at indstille karrieren og flytte familien hjem fra USA sidste år.

»Det har fjernet al den stress, det lagde på familien. Hun har det markant bedre, efter vi er kommet hjem,« fortæller han.

Sammen har parret kæmpet for at stable et storslået show på benene i K.B. Hallen lørdag 21. september, hvor de udover en række danske og europæiske MMA-kæmpere får fløjet nogle af de helt store stjerner ind fra USA.

Ambitionen er, at Dominance Fighting Championship skal være et europæisk svar på UFC, hvor de bedste MMA-kæmpere i Europa skal fighte mod hinanden. Han drømmer om at finde den næste Conor McGregor. Ireren var i en periode verdens bedstbetalte atlet.

Du kan læse meget mere om Mark O. Madsens store projekt på B.T. hele ugen indtil lørdag, hvor vi også viser DFCs første arrangement live på bt.dk.