»Det kan ikke være anderledes i forhold til de udfordringer, vi står over for i familien.«

Så klart kan det siges fra Mark O. Madsen, der har rykket hele familien til Scottsdale i Arizona, men nu er tvunget hjem til Danmark.

Den danske OL-sølvvinder i brydning kæmper med i MMA-sportens højeste klasse, UFC, og i USA har han haft mulighed for at træne med de bedste, men tiden er rindet ud på grund af hustruens sklerose.

»Jeg har godt kunnet se, hvor det bar henad, for vi har kæmpet med Marias sklerose – specielt her i den seneste periode,« siger Mark O. Madsen til B.T.

Mark O. Madsen, Maria og deres to børn. Foto: Instagram.
Mark O. Madsen, Maria og deres to børn. Foto: Instagram.
Vis mere

»Rent professionelt er jeg nået sindssygt langt i den her satsning, som kun har varet fem år. Jeg er et vanvittigt spændende sted i min sportslige karriere, men samtidig er der hensynet til familien, som går frem for alt. Men det er et dilemma – det kan jeg lige så godt være ærlig omkring.«

»Det er også en lettelse, for nu er beslutningen taget.«

Maria O. Madsens diagnose blev stillet i 2020. Hun kom i behandling, fik medicin og skiftede så til en ny form sidste år omkring juli. Hun lider af attakvis sklerose, hvor symptomerne er meget forskellige fra person til person.

De kan dog være føleforstyrrelser, nervesmerter og nedsat kraft i arme og ben.

»Vi er så langt væk hjemmefra, at det kan være svært at fastslå, om hun har haft attakker, mens vi har været herovre. Det ser hun frem til at finde ud af sammen med sine neurologer,« siger Madsen.

De glæder sig til at møde et mere velkendt sundhedssystem i Danmark og til at finde tilbage til basen derhjemme.

»Det er børnene, der er det vigtigste for Maria og mig, og nu hvor jeg har et job herovre, der er super krævende og kræver alt af mig i ti uger op til en kamp... Når Maria så døjer med de symptomer, hun har haft herovre, så er der nogle børn, der skal trives. Hensynet til familien overskygger de professionelle ambitioner, for børnene skal trives.«

»Vi har været et team, og i denne satsning har jeg været enormt afhængig af, at Maria også har det godt og kan være med i det her.«

Mark O. Madsen har ikke været i kamp i år.
Mark O. Madsen har ikke været i kamp i år. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er en speciel sygdom, som kaldes 'sygdommen med de 1.000 ansigter'. Med de udfordringer, hun har haft, så har vi vurderet, at det ikke er bæredygtigt. Jeg stempler jo ikke ind klokken 8 om morgenen og går klokken 16, for det er jo en livsstil og et mindset.«

»Vi er langt fra Falster, familien og så videre, men vi har klaret det sindssygt godt.«

24. maj afslutter børnene skolegangen i Arizona, og kort efter går turen hjemover.

»Jeg ser frem til at stå i Københavns Lufthavn i Kastrup og at have fået dem alle med hjem til Danmark igen. Det med at klare sygdom, det kræver nok noget tryghed, stabilitet og ro. Den base har vi i Danmark, på Falster.«

»Jeg er super stolt af, at vi gjorde det. Maria fik diagnosen i 2020, og vi valgte at begive os ud på det eventyr vel vidende, at der var en risiko i forhold til sklerosen.«

»Det er ikke noget, vi kan gøre om nogle år, men vi har gjort det, mens tid var.«

Beskeden var svær at gå ud med, men reaktionerne har været fantastiske.

»Der har været en varm og overvældende respons hjemmefra, hvor folk glæder sig til at se os,« siger han med glæde i stemmen.

Karrieren har været sat på hold, selvom Mark O. Madsen efter eget udsagn fik tilbudt rigtig gode kampe.

»Jeg håber også, at når vi kommer til Danmark og får taget hånd om de ting, som vi skal tage hånd om, at jeg har mulighed for at fortsætte det, jeg har begivet mig ud for at lykkes med.«

»Forholdene skal være på plads, og det er det, vi har kæmpet med det seneste år, og det er også grunden til, at jeg har måttet takke nej et par gange. Det har været en uholdbar situation.«

Selv vurderer han, at han fortsat sidder med rigtig gode kort i forhold til næste UFC-kamp – han skal bare melde sig klar.

Men først skal de hjem til huset på Falster, der har stået tomt, siden familien forlod det.

»Jeg kommer hjem, taster en kode ind, og så går hoveddøren op til et nyt kapitel.«

»Så vil jeg nyde udsigten over Guldborgsund og lægge nye planer. Det bliver stort.«