Mark O. Madsen har haft en forfærdelig dag indtil videre.

Først meldte den ene af de to kæmpere til hovedkampen afbud fredag morgen, og da resten af kæmperne fra Danmark og Europa så skulle vejes ind klokken 10.00 sharp, gik det helt galt.

For der manglede en repræsentant fra det danske MMA-forbund, DMMAF.

»Det er virkelig skandaløst,« lyder det fra den tidligere OL-sølvvinder, der lørdag fyrer op for sin kæmpesatsning Dominance Fighting Championship.

Mark O. Madsen har hyret en dommerpakke hos DMMAF for at undgå interessekonflikt.

De står for at godkende indvejningen – og for den sags skyld for at dømme kampene lørdag.

Derfor var det vigtigt, at der var en repræsentant til stede fredag formiddag.

Men det var der ikke.

»Så jeg måtte stille mig op på scenen, dybt uprofessionelt, og undskylde til kæmperne fra hele Europa. Jeg var rasende,« fortæller Mark O. Madsen til B.T.

»Jeg må bare slå fast, at det ikke er i orden.«

»Jeg er selv fighter, og jeg har tabt mig mere end 1000 kilo i min karriere. Jeg har aldrig misset vægten, for der er altid et fast tidspunkt. Rajbek Bisultanov har tabt sig 39 kilo for at veje ind i dag. Han har fået et tidspunkt, og så er der ingen dommer …«

Det viste sig dog, at et bestyrelsesmedlem fra DMMAF var til stede, fordi han arbejder med én af kæmperne, og det var nok for Mark O. til at gennemføre indvejningen.

Først 10.35 dukkede forbundets mand så endelig op, men der var indvejningen klaret.

Mark O. Madsens telefon gik tør strøm, da B.T. talte med ham til denne artikel.

Kort efter ringede han tilbage med mere på hjerte. Det kan du læse LIGE HER.