Da dansk-tjetjenske Rajbek Bisultanov var 15 år gammel, fortalte hans mor ham noget, han siden ville leve sit liv efter.

Hendes sønner skulle være kendt for noget godt – ikke for kriminalitet.

»Siden har jeg kæmpet for at gøre mig og mine lillebrødre kendt på en god måde. For vores sport, skole og arbejde, så vi kunne gøre vores forældre stolte. Det er de nu. De er glade,« fortæller den 29-årige EM-guldvinder i brydning til B.T.

Ved OL i Paris vandt lillebror Turpal OL-bronze i samme sport.

Og det kan han i høj grad takke sin seks år ældre storebror Rajbek for.

»Han er glad og takker mig hver eneste dag. Det behøver han ikke, men det gør han.«

»Jeg har altid været far nummer to for ham og holdt øje med ham. Han ville spille fodbold, men jeg tvang ham til brydning. Jeg ønskede, at han skulle bryde og fortalte ham, hvor god han kunne blive. At han kunne komme til OL og vinde OL,« siger Rajbek Bisultanov, der stadig ofte ringer til sin bror for at tilbyde sin hjælp.

»Hans OL-medalje betyder meget for mig. Jeg ønskede selv at blive olympisk mester, men jeg ønskede mere, at han tog medaljer og blev det, han er nu, fordi jeg tvang ham til brydning.«

EM-guldvinder Rajbek Bisultanov havde egentlig droppet brydekarrieren. Nu vil han begynde igen – sideløbende med sin nye karriere i MMA.
EM-guldvinder Rajbek Bisultanov havde egentlig droppet brydekarrieren. Nu vil han begynde igen – sideløbende med sin nye karriere i MMA. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rajbek Bisultanovs egen OL-drøm glippede, da han ikke nåede at få dansk pas før OL i Tokyo. Siden kørte brydekarrieren af sporet på grund af skader og en karantæne for brud på de såkaldte whereabouts-regler.

Men et opkald fra OL-sølvvinder og tidligere UFC-kæmper Mark O. Madsen ændrede Rajbek Bisultanovs karriere.

Lørdag debuterer han som MMA-kæmper ved Mark O. Madsens Dominance Fighting Championship i K.B. Hallen, og på sigt drømmer han om at kæmpe i mægtige UFC.

Men står det til den 29-årige dansk-tjetjener, bliver han ikke familiens eneste MMA-kæmper.

»Vores lillebror (18-årige Rasambek, red.) er ikke kendt bryder eller sportsmand endnu, men mit mål er at få ham i gang i MMA-verdenen og gøre ham stor,« fortæller Rajbek Bisultanov, der vil skabe lidt af et familiedynasti i sporten.

Alt sammen for at gøre sine forældre, Alvi og Rukiat, stolte.

Familien flygtede fra det krigshærgede Tjetjenien til Danmark i 2007.

»Min far var en fattig mand. Han havde ikke noget i vores hjemland. Så det betyder rigtig meget at gøre familien stolt.«

Og så betyder det også en del, at Rajbek Bisultanov via sin sport og arbejde har skaffet familien to biler.

»Ja, det har jeg også gjort,« siger han og bryder ud i et grin.

»Jeg har købt en BMW til familien, og så har jeg givet min far en Mercedes.«

Og måske er der flere biler på vej til familien i fremtiden.

Udover drømmen om UFC vil Rajbek Bisultanov nemlig også satse på brydning igen.

»Min lillebrors OL-medalje har motiveret mig til at bryde igen,« afslører han.

»Jeg har snakket lidt frem og tilbage med ham og Mark, så udover MMA vil jeg tilbage og bryde ved EM og VM næste år. Men lige nu fokuserer jeg kun på min MMA-kamp.«

B.T. viser showet fra K.B. Hallen, hvor Rajbek Bisultanov og flere danske og europæiske MMA-kæmpere lørdag står på Dominance Fighting Championships første plakat. Du kan læse mere om DFC hele ugen indtil lørdag.