Mark O. Madsen har sat himmel og hav i bevægelse. Ambitionerne er skyhøje. Ja, faktisk langt, langt højere end det.

OL-sølvvinderen tøver ikke med at kalde sit ambitiøse projekt for 'en af de største sportslige satsninger i Danmark nogensinde'.

Han vil bringe Las Vegas til København. Han vil finde den næste Conor McGregor, Europas 'baddest motherfucker'. Han vil skabe det europæiske svar på UFC. Champions League eller Formel 1 indenfor MMA.

Det hele begynder lørdag i K.B. Hallen. I værste fald slutter det samme aften. Det er knald eller fald. Alt eller intet.

»Vi gik fra at sidde Mark og Maria hjemme ved køkkenbordet. På lørdag har vi 200 mand på arbejde. Det er helt vildt,« fortæller Mark O. Madsen til B.T., som viser showet lørdag aften.

Dominance Fighting Championship, eller bare DFC, giver den 39-årige falstring lige så mange sommerfugle i maven som OL-finalen i Rio for otte år siden.

Og det er ikke uden grund, for setuppet er enormt.

»Vi laver et show i K.B. Hallen med vores egen tv-produktion. Det lyder helt vanvittigt i min verden. Jeg har min egen executive producer. Jeg har producerer og redaktører. Det er et kæmpe apparat. Jeg har en norsk komponist, der har komponeret lyden. Sådan rigtig gladiatorlyd. Jeg fik helt gåsehud, da jeg hørte det.«

Mark O. Madsen annoncerede Dominance Fighting Championship i juni. Lørdag går det løs i K.B. Hallen.
Mark O. Madsen annoncerede Dominance Fighting Championship i juni. Lørdag går det løs i K.B. Hallen. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det hele skal spille. K.B. Hallen skal pakkes lækkert ind, og alt skal stå snorlige, for Mark O. Madsen har høje standarder.

»Hvordan laver man den europæiske version af UFC? Det gør man ved, at alt spiller 400 procent. Forleden så jeg et lokalt MMA-stævne i tv. Jeg ringede straks til min producer og sagde, 'er du ikke sød at garantere mig, at vi leverer UFC-kvalitet den 21.? For hvis jeg får det, jeg ser i tv lige nu, så trækker jeg stikket med det samme',« fortsætter han.

Mark O. Madsen slynger UFCs eksorbitante værdi af 21,4 milliarder dollars ud. 144 milliarder kroner. Det er mange penge.

»Så vi er jo ikke en konkurrent til UFC. Men vi vil gerne placere os i Europa. USA har UFC, Asien har ONE FC, og nu laver vi så DFC i Europa.«

Det kræver naturligvis en vis portion stjernedrys over København allerede ved første event, og det har den tidligere OL-bryder og UFC-kæmper selvfølgelig sørget for.

»Min manager, Ali Abdelaziz, verdens største MMA-manager, får en double UFC-mester til K.B. Hallen. Dem er der altså ikke mange af i verden.«

Superstjernen Henry Cejudo kommer til Danmark. Den yngste amerikanske OL-guldvinder i brydning nogensinde. En lille million Instagram-følgere.

Og fredag var han på talerstolen ved Donald Trumps rally i Las Vegas.

»Man kan være politisk enig eller ej, men han er en af de store kanoner. Han er MMA-sportens Ronaldo eller Messi,« lyder det fra Mark O., der har en lang række esser i ærmet.

Kelvin Gastelum, Paulo Costa, Abu Azaitar og 'The Captain' bliver efter planen alle fløjet ind.

Det helt nye UFC-stjerneskud Ismail Naurdiev – den østrigske vidunderdreng – kommer også for at støtte sin lillebror Islam, der skal i buret i K.B. Hallen.

Det samme skal Danmarks første EM-vindende bryder i 93 år, Rajbek Bisultanov, bror til OL-bronzevinder Turpal.

Mark O. Madsen har selv været i UFC-buret seks gange. Nu vil han stable en europæisk version på benene.
Mark O. Madsen har selv været i UFC-buret seks gange. Nu vil han stable en europæisk version på benene. James Gilbert/AFP/Ritzau Scanpix

Der kommer kæmpere fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, Rusland, Grækenland, Italien, Ungarn og Marokko.

Og den populære tv-vært Camilla Ottesen og Patrik Wozniacki er en del af det team, der skal præsentere og kommentere det historiske event.

»Det er et crazy setup. Det er os, der flyver alle kæmperne ind med flybilletter, hotel, transport,« siger Mark O. Madsen, der forventer en fyldt K.B. Hallen lørdag aften, når Dominance Fighting Championship skydes i luften.

Og i værste fald styrter i gruset.

»Enten bliver det et brag af en succes eller et brag af en fiasko. Leverpostej bliver det ikke,« griner han og banker under bordet til 7-9-13.

»Det kan være, at stikket bliver trukket om aftenen på pressemødet, hvor jeg evaluerer det hele for åben skærm. Det kan være, jeg trækker stikket, hvis det ikke spiller.«

»Men det tror jeg nu, at det gør.«

Mark O. Madsen er heller ikke bange for at fejle.

»Alt, hvad jeg har lavet i UFC, var med ryggen mod muren. Vi vil lave fejl, og vi skal lave fejl, for laver vi ikke fejl første gang, betyder det, at vi ikke har sat barren højt nok.«

»Hvis man sigter efter månen, er det værste, der kan ske, at man når himlen. Det er vores mindset. Hvis vi begår fejl, er det, fordi ambitionen er så vild og vanvittig,« siger han.

Mark O. og hustruen Maria har satset alt på det nye projekt på trods af hendes alvorlige sygdom, som du kan læse mere om HER.

Du kan læse meget mere om Mark O. Madsens store projekt på B.T. hele ugen indtil lørdag, hvor vi også viser DFCs første arrangement live på bt.dk.