Ofre og kriminelles ventetid hos politiet har igen sat ny rekord.

Nu er det sagsbehandlingstiden af alle former for kriminalitet, der set over et helt år aldrig har været længere.

Politiet har netop opgjort ventetiden fra anmeldelse til tiltale for samtlige brud på straffeloven i hele 2019.

367 dage var ventetiden i gennemsnit.

Det er klart højeste gennemsnit i ventetiden for et helt år, siden politiet i 2007 begyndte at føre statistik over ventetiden.

Den gang var ventetiden for samtlige former for kriminalitet blot 210 dage.

På Christiansborg vækker udviklingen harme.

»Om du er indbrudstyv eller finanssvindler, så er Danmark blevet et eldorado. Det skal være slut,« siger Preben Bang Henriksen (V), som er formand for retsudvalget.

Også på venstrefløjen er der utilfredshed.

»Der er ingen tvivl om, at der her er nogle super nedslående tal. Det er meget alvorligt for de mennesker, der venter på at få deres sager afgjort, og jeg tror ikke, coronakrisen får gjort ventetiden kortere,« siger Karina Lorentzen, der er SF's retsordfører.

TIP OS: Har du mærket den lange ventetid hos politi og domstole? Skriv til B.T.s journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk.

B.T. har i en serie sat fokus på den borgervendte kriminalitet, der i to kvartaler sidste år slog rekord.

For Silas Lund endte en bytur i København med en brækket næse, en hjernerystelse og flere tandskader. Hele 532 dage gik der fra anmeldelse til Københavns Politi, til selve dommen for vold blev afsagt 12. september 2019. Den voldsdømte slap så for fængsel grundet ventetiden. Foto: Privat
For Silas Lund endte en bytur i København med en brækket næse, en hjernerystelse og flere tandskader. Hele 532 dage gik der fra anmeldelse til Københavns Politi, til selve dommen for vold blev afsagt 12. september 2019. Den voldsdømte slap så for fængsel grundet ventetiden. Foto: Privat
Vis mere

I september bad justitsminister Nick Hækkerup direkte politiet om at bruge endnu flere kræfter på den personfarlige kriminalitet.

Konkret var meldingen, at behandlingstiden og antallet af sager om vold, voldtægter, drab, røveri og blufærdighedskrænkelser skal ned med 20 procent i år 2020.

Det kommer dog næppe bag på justitsministeren, at dette vil få konsekvenser for politiets behandling af andre sager.

'Prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet vil få betydning for behandlingen af andre straffesager,' stod der direkte i en rapport fra Rigspolitiet i november sidste år til Justitsministeriet.

Som bilag til en rapport fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten til Justitsministeriet den 5. november sidste år, advares direkte om, at det større fokus på personfarlig kriminalitet vil have betydning for andre former for kriminalitet.
Som bilag til en rapport fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten til Justitsministeriet den 5. november sidste år, advares direkte om, at det større fokus på personfarlig kriminalitet vil have betydning for andre former for kriminalitet.
Vis mere

Alene udviklingen fra sidste del af 2019 peger på, at Rigspolitiet har ret.

I 4. kvartal tog sagsbehandlingen af andet end den borgervendte kriminalitet i gennemsnit 355 dage mod kun 265 dage i 3. kvartal.

»Det er dybt beklageligt, at politiet stadig på ingen måde har fået styr på sagsbehandlingstiden,« siger Peter Skaarup, der er retsordfører for Dansk Folkeparti.

B.T. har vist de nyeste tal til Nick Hækkerup.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder de nyeste tal for hele 2019 om ofre for kriminalitets ventetid hos politiet for bekymrende.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) kalder de nyeste tal for hele 2019 om ofre for kriminalitets ventetid hos politiet for bekymrende. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Tallene er bekymrende og viser desværre, at hele straffesagskæden gennem længere tid har været presset med lange sagsbehandlingstider og store sagsbunker, og det er ikke blevet lettere efter covid-19. Det efterlader desværre mange ofre i en urimelig venteposition,« siger ministeren og tilføjer:

»Det er ikke en situation, vi løser med et snuptag. Det kræver mere omfattende og grundlæggende ændringer, og det står derfor højt på regeringens dagsorden for en ny flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden for 2021-2024, som regeringen alt afhængigt af udviklingen fortsat håber at kunne forhandle om inden sommerferien.«

Formanden for retsudvalget tvivler dog på, at det kan ske.

»Politiforhandlingerne om politiets forhold for de kommende år bliver realistisk set nok først færdige i august. Så meget desto mere er der brug for en akut indsats netop nu. Det skylder ministeren danskerne. Alt for mange lovbrydere fra indbrudstyve til banditter i habitter slipper fri uden straf,« siger Preben Bang Henriksen.