Både 40-årige Anja Jensen og 68-årige Poul Henning Hansen døde kort efter, at en vagtlæge havde afvist at se dem.

Nu viser det sig, at de slet ikke er ene om at have mærket konsekvenserne af vagtlægernes coronafrygt.

Langtfra endda.

I alt 11 vagtlæger er meldt til Patienterstatningen for at have svigtet patienter uden coronavirus.

»Altid i vores hjerter,« står der på Anja Jensens gravplads på kirkegården i Grenaa. Foto: Rasmus Laurvig/ Byrd
»Altid i vores hjerter,« står der på Anja Jensens gravplads på kirkegården i Grenaa. Foto: Rasmus Laurvig/ Byrd
Vis mere

Mens Anja Jensen døde af blodprop, og Poul Henning Hansen døde af akut meningitis, var andre patienter også hårdt ramt.

Det viser gennemgang af de 11 anmeldelser af vagtlægerne foretaget af Karen-Inger Bast, som er direktør for Patienterstatningen.

Den viser også, at én af patienterne havde hjertesvigt, og én havde tumor i hjernen.

»Der er nogen, der handler om alvorlig sygdom. En fik hjertesvigt, men overlevede heldigvis, og så var der en, der viste sig at have hypofysetumor i hjernen og endte med kraftigt forringet syn,« siger Karen-Inger Bast og tilføjer:

Her ses Karen-Inger Bast, som er direktør for Patienterstatningen. Foto: Patienterstatningen.
Her ses Karen-Inger Bast, som er direktør for Patienterstatningen. Foto: Patienterstatningen.
Vis mere

»Det er selvfølgelig alvorlige sager, hvor vi skal kigge på, om man fra sundhedsvæsenets side kunne have gjort noget andet og gjort det hurtigere.«

Har I oplevet andre sager, hvor der har været dødsfald?

»Ud af de 11 vagtlægesager er der dødsfald i de tre,« siger direktøren.

Ud over Anja Jensen og Poul Henning Hansens dødsfald er det uklart, hvem den tredje døde er.

TIP OS: Kender du til, at en vagtlæge har afvist lægehjælp på grund af coronarestriktioner? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

»Jeg kan ikke komme nærmere detaljerne, men alle sager med dødsfald er jo alvorlige. Det er den ultimative skade, der kunne ske,« siger Karen-Inger Bast.

Lige nu er det kun Poul Henning Hansens sag, der er endelig afgjort, og har betydet, at enken Pia Elkjær Hansen i alt er tilkendt 505.438 kroner i erstatning.

»Vi er stadig i gang med at behandle, så de er i proces. Men det er for tidligt at konkludere noget. Hverken på den enkelte sag eller overordnet. Det, vi skal grave os ned i, er, om der er sket forsinkelser i behandlingerne af patienterne. Og hvis der er det, om patienterne så har fået en skade,« siger direktøren.

Hun slår fast, at én patient kun var ramt af forsinket behandling af svamp i munden og derfor næppe får erstatning. En ting går dog igen i anmeldelserne om vagtlægernes svigt.

»Hvis man kigger overordnet på det, så er det patienter, der sidder med følelse af, at de under coronarestriktionerne i første bølge ikke kunne få hjælp af sundhedsvæsenet. Det er i hvert fald den følelse, vi kan se går igen. De føler, der ikke var tilstrækkelig hjælp at hente,« siger hun.

Karen-Inger Bast har et ret stort ønske.

Hun ser gerne, at endnu flere patienter eller pårørende melder deres sag til Patienterstatningen.

Derfor opfordrer hun til, at flere gør, som enken til Poul Henning Hansen samt Anja Jensens mand og datter har gjort i B.T.

Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Vis mere

»Det betyder jo, at hvis der sidder andre ude i kongeriget Danmark, der har haft tilsvarende oplevelser med så alvorlige skader, hvor det kunne have været gjort anderledes, så håber jeg da, at de, når de læser artiklen, vil huske, at der er noget, der hedder Patienterstatningen,« siger hun.

Spørgsmålet er så, om også vagtlægerne vil lære af de fejl, de har begået.

»Jeg ved, at man i alle regioner arbejder med vores afgørelser for at se, hvad man kan lære af dem. Vagtlægerne skal på meget kort tid og lille sparsomt grundlag afgøre, hvad der skal ske med en patient. Så der vil ske fejl. Både med og uden en coronakrise,« siger hun og tilføjer:

»Men som du selv siger, så lærer man af sine fejl, og det gør man også ude i vagtlægesystemet. Jeg håber og tror, man læser vores afgørelser grundigt og forsøger at lære af dem.«