Da politiet sidste år bankede på døren ved familien Dimic på Falster, vidste lillebroren Ilija Dimics kæreste godt, hvad klokken havde slået. Og da hun kort efter satte sig ind på bagsædet af en politibil, knækkede hun sammen.
»Da bilen kørte væk, lettede alt fra min krop. Der vidste jeg, at jeg var fri. At jeg kunne komme hjem, og at det, jeg havde drømt om, nu gik i opfyldelse.«
»Havde politiet ikke hentet mig, er jeg ikke sikker på, jeg havde været i live i dag.«
Kvinden er én ud af de fem, som netop har fået Retten i Nykøbing Falsters ord for, at de er blevet mishandlet i romafamilien, der sagen igennem har nægtet sig skyldige. I kvindens tilfælde stod det på i knap et år. Fra september 2021 til 18. august 2022. Til den dag, hvor politiet bankede på.
Forinden var storebror Branislav Rasmussens kæreste gået til politiet og havde anmeldt ham for vold. Også hun havde boet i Dimic-hjemmet. Også hun havde ifølge dommen gennemlevet rædsler. Vold, trusler, voldtægt og psykisk vold.
Hos politiet havde hun fortalt om en anden kvinde. Om lillebrorens kæreste. Og nu rykkede politiet ud for at tage hende med på krisecenter.
Kvinden, som ønsker at være anonym af hensyn til sagens karakter, beskriver betjentene som søde og omsorgsfulde. Alligevel var hun forbeholden, da de den dag stod og tilbød hende en vej ud.
»Jeg fortalte dem, at jeg var bange for at gå med, fordi jeg frygtede, at han ville slå mig ihjel, men de forsikrede mig om, at der ikke ville ske mig noget.«
Betjentene indvilgede i at smugle kvindens tøj ud af hjemmet. Og så forlod hun det. Den dag forlod hun en hverdag med vold. Både fysisk og psykisk.
Det hele startede, da hun i efteråret 2021 fik en spontan abort. Kæresten blev angiveligt rasende. Og voldelig.
Snart begyndte det, som retten har beskrevet som systematisk afstraffelse. Kvinden blev tæsket. I perioder hver dag. En dag var Ilija Dimic udstyret med golfkøller, da han gik amok. En anden dag brugte han en kødhammer som våben.
Det er ikke alle detaljerne, kvinden i dag husker. Hun har forsøgt at fortrænge dem. Slette dem fra sin hukommelse. Fjerne billederne fra nethinden.
Ikke, at det er let. For volden sidder stadig i hendes krop. I hendes underbevidsthed. I hendes drømme.
Noget, hun mærkede tydeligt i perioden, efter hun var kommet væk.
»De første to måneder, efter jeg var kommet hjem, lå jeg på sofaen hos min mor. Jeg skreg i søvne, men hun ville ikke vække mig.«
»Dengang drømte jeg, at han stod foran mig med en kniv. At han tog fat i mig, og at jeg ikke kunne gøre noget. Det var det samme mareridt hver gang. Igen og igen og igen.«
Mens hun var i forholdet, skulle hun udføre en række huslige pligter. Gjorde hun det ikke godt nok, faldt hammeren. Hun blev fanget i romafamilien og afskåret fra sin familie og sine venner, har retten slået fast.
Hendes mor hørte kun fra hende, når hun i smug ringede. Efterfølgende måtte hun slette opkaldet fra opkaldslisten på telefonen af frygt for, at hendes kæreste ville opdage det.
Stille og roligt ændrede hun sig. Blev nedbrudt. Forsvandt.
»Når vi diskuterede, var jeg ‘en lille bakterie’, ‘han ville kneppe min mund’ og sådan nogle ting. Det var ikke pænt. ‘Dumme’, ‘din hore’, han sagde rigtig mange ting. Han sagde, at han hadede mig, at jeg var grim og ussel. Og han var ligeglad med, at det gjorde ondt på mig.«
Når kvinden i dag ser tilbage, kan hun se, hvor meget hun ændrede sig i forholdet. Men hun kan også se, hvor meget hun allerede har rykket sig siden august.
»Da jeg kom hjem til min mor, havde jeg lyst til at gøre en ende på det hele. Jeg var så ødelagt og skrøbelig. Jeg havde bare lyst til at skærme af, lukke mig selv inde og dø langsomt.«
Sådan har hun det ikke længere. Kroppen har det bedre. Er blevet sundere. Selvværdet og roen lidt større. Mareridtene lidt færre.
I forbindelse med retssagen, der de seneste måneder har kørt ved Retten i Nykøbing Falster, er de dog blevet lidt hyppigere, og da B.T. taler med hende forud for domsafsigelsen, har hun ikke fået megen nattesøvn.
»Det hele kommer tilbage i kroppen. Jeg ser en skikkelse. Det er en skygge, der står og råber og skriger. Jeg bliver bange og vågner. Og så kører det bare på fuld skrue i mit hoved. Det er underligt, for jeg har virkelig prøvet at lægge det væk, men det er svært.«
Da hun under retssagen skulle ind og vidne, lukkede hun dårligt et øje natten forinden. Kroppen gik i baglås, og da hun satte sig i vidneskranken, begyndte hun med det samme at ryste.
På et tidspunkt blev hun så dårlig, at retsmødet kortvarigt måtte sættes på pause, fordi hun skulle kaste op.
Alligevel er hun positiv. Glad for, at familiens grusomheder ikke længere er en hemmelighed. At de er ude i det åbne.
Flere gange har hun sagt til sig selv: »Det, der sker i mørket, kommer altid frem i lyset.«
»Sandheden kommer frem nu, og Ilija bliver buret inde og får den straf, han fortjener. Så på den måde kunne jeg ikke have det bedre. Jeg gider ikke gå og tænke tilbage på det hele tiden, selvom jeg selvfølgelig gør det til tider. Men jeg prøver at se på det positive, og se, hvor meget jeg har rykket mig.«
»Nu kan han ikke røre mig mere. Nu kan jeg ikke blive gjort fortræd igen. Nu skal jeg ikke gå og være bange og frygte at støde ind i ham. Nu skal jeg ikke længere frygte for mit liv.«
Ilija Dimic har i retten pure afvist kvindens beskyldninger, men er blevet idømt et års fængsel for mishandling af hende og en anden kæreste. Han har ligeledes fået en advarsel om udvisning.
Hans mor, Ankica Dimic, er blevet idømt fire måneders fængsel og en advarsel om udvisning for at have opildnet til mishandling mod en af Branislav Rasmussens kærester. Og Branislav Rasmussen er dømt til forvaring og udvisning for bestandigt.
De overvejer nu, om de vil anke dommen.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du plejer at høre podcast.