De voksede op sammen på de danske gokartbaner, inden deres veje skiltes.

Christian Lundgaard jagtede i årevis drømmen om Formel 1, inden han sadlede om og rejste over Atlanten.

Her var barndomsvennen Christian Rasmussen allerede tidligt taget over for at søge racerlykken i 'mulighedernes land'.

Nu bliver de to danske stjerner, der bruger næsten hver evig eneste dag sammen, igen rivaler på racerbanen.

Christian Lundgaard og Christian Rasmussen er barndomsvenner og nu også konkurrenter i Indycar.
Christian Lundgaard og Christian Rasmussen er barndomsvenner og nu også konkurrenter i Indycar. Foto: Penske Entertainment: Joe Skibinski
Vis mere

»Vi har prøvet det før, men ikke på det her niveau, så vi finder ud af, hvordan det er. Der er respekt mellem os,« siger Christian Lundgaard til B.T.

De to danskere stiller op side om side, når Indycar-sæsonen skydes i gang i St. Petersburg, Florida 10. marts.

Næstefter Formel 1 er det verdens stærkeste mesterskab for formelbiler.

»Vi kommer til at køre hårdt mod hinanden. Det skal vi. Vi er her ikke for at være bedste venner på banen. Det ændrer ikke verden, hvis vi kører sammen.«

»Der er ikke nogen af os, der vil bringe vores venskab i fare,« fortsætter 22-årige Christian Lundgaard.

Mens Lundgaard tager hul på sin tredje fuldtidssæson med en enkelt sejr i bagagen fra 2023 – den første danske sejr i Indycar nogensinde – så gør den et år ældre Christian Rasmussen klar til sin debut i USAs svar på Formel 1.

»Det bliver sjovt, for vi har ikke været konkurrenter siden gokartdagene. Men på banen er vi bare endnu en af hinandens konkurrenter. Det ændrer ikke meget, at vi er venner,« siger Christian Rasmussen til B.T.

»Han er bare endnu et navn på en lang liste, som jeg skal køre hurtigere end. Selvfølgelig vil jeg slå ham – men jeg vil slå alle,« siger debutanten, der med tre mesterskaber i klasserne under Indycar har taget USA med storm.

Christian Rasmussen og Christian Lundgaard bliver rivaler i Indycar.
Christian Rasmussen og Christian Lundgaard bliver rivaler i Indycar. Foto: Mika Pietrus/AFF-USA/Shutterstock
Vis mere

De to danskere har boet i samme lejlighedskompleks i Indianapolis, men forleden flyttede Christian Rasmussen ud af bygningen og sammen med sin kæreste – dog kun tre minutter væk i bil.

Derfor bruger de fortsat rigtig meget tid sammen væk fra racerbanerne, og de er da også på vej ud at spille pickleball – USAs svar på padeltennis – da B.T. snakker med Christian Rasmussen.

Han har tidligere fortalt, hvor vigtigt det er at have Lundgaard tæt på.

»Det er superfedt at have en tæt på, som man er vokset op med, og som taler samme sprog. Vi spiser middag sammen, hænger ud og træner sammen.«

Samme budskab lyder fra Christian Lundgaard.

»Helt klart. Det har gjort min oplevelse en del bedre. Mine to år i England var de sygeste år i mit liv, fordi jeg ingen kendte, og der intet var at lave,« fortæller Lundgaard.

Men bare fordi de to er gode venner og fra samme land, betyder det ikke, at de kommer til at give god råd til hinanden.

»Det er minimalt, hvad jeg kan sige til ham. Han forstår, hvad gamet går ud på,« siger Lundgaard.

»Vi er på to forskellige hold, så det har han nok ikke interesse i,« griner Christian Rasmussen.

Lundgaard fortsætter hos Rahal Letterman Lanigan Racing – og ja, det er talkshowværten David Letterman, der ejer noget af teamet – mens Rasmussen debuterer for Ed Carpenter Racing.

Blandt deres konkurrenter er halvdanske Josef Newgarden, der startede sin karriere i en gokart på Falster, og svenske Marcus Ericsson, der er dansk gift og elsker Danmark.

Løbet starter klokken 18 dansk tid søndag 10. marts.

Christian Rasmussen fik en kongestart på 2024, da han vandt sin klasse i 24-timersløbet på Daytona og sikrede en ikonisk præmie. Læs den historie LIGE HER.

Andre læser også