Han har kørt med kniven for struben, hver gang han har sat sig ned i en racerbil, siden han som 17-årig flyttede til USA for at jagte den ultimative drøm.

Men 23-årige Christian Rasmussen har mod alle odds taget 'mulighedernes land' med storm og vundet tre mesterskaber på fire år – hver gang på en højere hylde.

Nu står han på tærsklen til den allerstørste scene.

Det eneste, der mangler, er, at telefonen ringer, og at stemmen i den anden ende giver dén livsændrende besked, Christian Rasmussen drømmer om.

Christian Rasmussen tog allerede som 17-årig springet til USA, og han har ikke set sig tilbage siden.
Christian Rasmussen tog allerede som 17-årig springet til USA, og han har ikke set sig tilbage siden. Foto: Penske Entertainment: James Black
Vis mere

Dét telefonopkald vender vi tilbage til.

For det er lidt af et under, at Christian Rasmussen overhovedet er nået hertil.

I en verden hvor enorme millionbeløb kan bringe dig meget, meget langt, har racerkøreren fra Amager nemlig konstant været i farezonen for at miste det hele.

»Jeg kommer ud af en meget normal familie, som ikke har kunnet bringe de store budgetter, der skal til i Europa på vej mod Formel 1,« siger Christian Rasmussen, som befinder sig på en amerikansk racerbane, da B.T. fanger ham på telefonen.

»Vi har aldrig haft de store midler at gøre med, så det har altid været en kamp mod de kørere, der har flere midler.«

Derfor rykkede han allerede som 17-årig teltpælene op og tog til USA i 2018, hvor man modsat i Europa rent faktisk kan vinde sig vej op gennem rækkerne til toppen af motorsportsverdenen.

Siden har han vundet tre mesterskaber i klasserne under Indycar – der populært kaldes USAs svar på Formel 1.

Hver gang har Christian Rasmussen vundet et scholarship, der polstrede økonomien til at tage næste skridt.

»Jeg ville aldrig være nået så langt uden de her scholarships. De har ikke altid været nok, men jeg har haft gode investorer og sponsorer i både USA og Danmark, som har toppet budgetterne op,« forklarer han.

Danskerens seneste mesterskabstriumf kom i hus i september, da han sikrede titlen i Indy NXT, der er USAs svar på Formel 2.

Undervejs lurede katastrofen hele tiden i baghovedet.

»Vi gik ind til sæsonen vel vidende, at der var risiko for, at jeg ikke kunne køre hele sæsonen, fordi vi ikke havde budgettet til det. Tre gange i år var jeg under 24 timer fra at miste mit sæde.«

Christian Rasmussen vandt fem løb på vej mod titlen i år.
Christian Rasmussen vandt fem løb på vej mod titlen i år. Foto: Penske Entertainment: Karl Zemlin
Vis mere

»Jeg har ikke kunnet lave fejl i år, for så var der stor risiko for, at jeg ikke ville køre næste løb,« fortæller Christian Rasmussen, der dog hurtigt lod resultaterne tale danskerens sag.

Christian Rasmussen slog med sin femte løbssejr og en ret overbevisende titel en tyk streg under, at han er klar til at indtage en af de mest prestigefyldte motorsportsserier på verdensplan: Indycar.

Efter triumfen var det danske stortalent en af to kørere til at teste en Indycar-racer for holdet Ed Carpenter Racing med det formål at finde ud af, hvem af de to holdet skal satse på i 2024.

»Hele dagen var jeg hurtigere end Oliver Askew, på trods af at han tidligere har kørt en sæson i Indycar. Jeg viste det, jeg skulle, og nu er fremtiden ude af mine hænder. Forhåbentligt prioriterer holdet fart over alt andet,« siger Christian Rasmussen.

»Men det er en mærkelig verden, og penge har også noget at sige,« fortsætter han og indrømmer, at han slet ikke ved, om der er andre kørere i spil til sædet.

Danskerens nyvundne scholarship på knap seks millioner kroner luner godt men sikrer ham intet.

Og så er vi tilbage ved det telefonopkald, der potentielt kan ændre danskerens karriere og liv.

»Lige nu venter jeg bare og sørger for at holde min telefon opladt,« fortæller Christian Rasmussen.

Christian Lundgaard og Christian Rasmussen bruger meget tid sammen både på og uden for racerbanerne.
Christian Lundgaard og Christian Rasmussen bruger meget tid sammen både på og uden for racerbanerne. Foto: Penske Entertainment: Joe Skibinski
Vis mere

Hvis teamchef Ed Carpenter, der stadig selv kører på de berygtede ovalbaner i Indycar, bestemmer sig for, at danskeren er værd at satse på, vil det være en drøm, der går i opfyldelse for den 23-årige københavner.

»I mange år har mit mål været at nå til Indycar. Derefter vil jeg vinde mesterskabet og Indy 500,« siger han.

Indy 500, der er verdens største racerløb, blev i år vundet af halvdanske Josef Newgarden, der startede sin karriere i en gokart på Falster.

Lykkes det Christian Rasmussen at sikre en plads i Indycar-feltet i 2024 bliver han nyeste medlem af det, der nærmest er en dansk koloni i den prestigefyldte serie.

Udover halvdanske Josef Newgarden kører også Benjamin Pedersen og Christian Lundgaard i Indycar. Og så er der den svenske verdensstjerne Marcus Ericsson, der er dansk gift og elsker Danmark.

Lundgaard er Christian Rasmussens barndomsven, og de to unge danskere bor i samme lejlighedskompleks i Indianapolis.

»Vi ser hinanden dagligt, når vi begge er hjemme. Det er superfedt at have en tæt på, som man er vokset op med, og som taler samme sprog. Jeg har mærket en stor forskel på … livskvalitet er et stort ord at bruge, men det gør det nemmere at være i et nyt land.«

»Vi spiser middag sammen, hænger ud, træner sammen og spiller pickleball, som er den nye store ting i racerverdenen. Det er lidt USAs svar på padeltennis,« griner Christian Rasmussen.