Tilværelsen bag tremmer fortsætter for tre af de sigtede i terrorsagen, som stadig bliver efterforsket bag hermetisk lukkede døre.

Tirsdag har en dommer ved Retten på Frederiksberg nemlig valgt at forlænge varetægtsfængslingen af dem med yderligere fire uger.

To af dem – den 58-årige mand, der er et kendt ansigt i København, og den 20-årige kvinde, der blev anholdt ugen efter de andre – forsøgte sammen med deres forsvarere at argumentere for deres frihed. Men uden held.

Den sidste – en 19-årig kvinde fra Aarhus – havde allerede inden retsmødet indvilget i at lade sin fængsling forlænge. 

Også ved tirsdagens retsmøde er sagen blevet behandlet bag såkaldt dobbeltlukkede døre på anmodning fra anklageren, og sagens detaljer bliver dermed stadig holdt hemmelige for offentligheden.

Ingen af de sigtede var fysisk tilstede i retten tirsdag. I stedet var de skiftevis med over videolink. Først den 58-årige mand, der iført grøn hættetrøje og briller tonede frem på skærmen i retten sammen med sin forsvarer.

Dernæst den 20-årige – nu med en ny forsvarer ved sin side: Mette Grith Stage. 

Begge fik deres varetægtsfængsling forlænget i fire uger.

Total mørklægning
På baggrund af politiets ønske om at holde sagens detaljer hemmelige for offentligheden er også de tidligere retsmøder foregået bag det, der kaldes dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at offentligheden end ikke hidtil har fået indblik i, hvad de syv mistænkte er blevet sigtet for.

Det vides blot, at de er mistænkt for planlægning af terror, og at politiet har slået til mod dem i et tidligt stadie.

Det skete 14. december, da tre af de syv sigtede blev anholdt i en koordineret aktion på tværs af politikredse.

Foruden anholdelserne blev der også foretaget en lang række ransagninger på adresser flere steder i Danmark.

Da de tre anholdte – en ung kvinde, en ung mand og en midaldrende mand – senere samme dag blev fremstillet i grundlovsforhør, kom det frem, at der yderligere var fire mistænkte.

Heriblandt flere bandemedlemmer. Én er af dem er ifølge B.T.s oplysninger også internationalt efterlyst for et dobbeltdrab begået i Kalundborg i 2020.

I lighed med i hvert fald en af de andre sigtede er han medlem af den forbudte bande Loyal to Familia og opholder sig i Libanon.

Også en 20-årig kvinde blev fremstillet in absentia, men hun er siden blevet anholdt og varetægtsfængslet efter at være vendt hjem fra en udlandsrejse.

Skulle i retten uanset
For hendes vedkommende har det hele tiden været planen, at hun skulle i retten tirsdag. Dog i en anden sag, hvor hun er tiltalt for bedrageri.

Den sag er trukket for nuværende, og tirsdag er hun altså blandt de tre varetægtsfængslede, der fysisk er til stede i Retten på Frederiksberg i forbindelse med fristforlængelsen. 

Som varetægtsfængslet i en sag har du krav på at få din fængsling vurderet minimum hver fjerde uge.

Nogle vælger dog af praktiske årsager frivilligt at lade fængslingen forlænge, og dermed skal hverken retten, anklagemyndigheden, forsvareren eller den sigtede selv bruge tid på et retsmøde.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.