'Dårligt behandlet', 'forkasteligt', 'yderst smertefuld virkelighed' og 'ikke taget alvorligt.'

Flere ofre for indbrud og andre former for tyveri føler sig svigtet af det hårdt pressede politi. Den lange ventetid er især en af grundene. Men bare vent. Der er nyt på vej.

Efter en række afsløringer i B.T. har justitsminister Nick Hækkerup (S) allerede sat nye mål for politi og domstoles behandling af sager om vold, blufærdighedeskrænkelser, brandstiftelser, røverier og drab.

Helt konkret skal både sagsbehandlingstiden og antallet af sager om denne personfarlige kriminalitet falde med tyve procent i år 2020.

Det er dog ikke nok.

Ministeren slår fast, at det ikke løses med et snuptag, men han kalder det 'sin ambition', at alle de andre former for kriminalitet også får kortere ventetid.

Det vil sige kortere sagsbehandlingstid for eksempelvis straffesager om indbrud og tyveri.

Og det skal ske med den kommende aftale efter nytår.

»Min ambition er, at regeringen sammen med andre politiske partier på Christiansborg i forbindelse med forhandlingerne om den nye flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden skal se på mere omfattende tiltag for nedbringelse af sagsbehandlingstiderne for straffesager generelt og ikke kun sager om personfarlig kriminalitet,« siger han.

Klaus Fischer fra Glostrup er et af ofrene for indbrud, der har måttet finde sig i en meget lang ventetid fra anmeldelse til dom. Hele 623 dage gik der.

Klaus Fischer, 57 år, anmeldte indbrud i sit hus den 26. juni 2016. Der faldt først dom i sagen 623 dage senere, den 26. februar 2018.
Klaus Fischer, 57 år, anmeldte indbrud i sit hus den 26. juni 2016. Der faldt først dom i sagen 623 dage senere, den 26. februar 2018. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er godt at høre, at der bliver taget initiativ til at gøre mere ved det. Bare det ikke er luftkasteller,« siger han.

Nick Hækkerup erkender, at den lange ventetid er ødelæggende for retfærdighedsfølelsen.

»Hver enkelt sag indeholder ofre, der venter for længe på at få sagen afgjort, så de kan komme videre i livet, og det er ødelæggende for retfærdighedsfølelsen, hvis der går for lang tid. Derfor er det en af de største opgaver, der ligger på mit bord, at få nedbragt sagsbehandlingstiderne,« siger ministeren.

De nye krav om, at politiet nu skal have større fokus på den personfarlige kriminalitet, rammer da også ofrene for andre forbrydelser.

Som det er kommet frem, er antallet af sager, politiet vælger at droppe inden for den netop ikke-personfarlige kriminalitet, steget markant på bare en måned.

I oktober var antallet af henlæggelser på hele 18.078 sager mod 15.962 i september, viser tallene.

Husejeren Sallie Nielsen fra Esbjerg er et af ofrene for indbrud, der har oplevet, at politiet bare droppede hendes anmeldelse.

Sallie Nielsen fra Esbjerg havde i maj 2018 indbrud i sit hjem. Hun mener ikke, at politiet har gjort nok i hendes sag.
Sallie Nielsen fra Esbjerg havde i maj 2018 indbrud i sit hjem. Hun mener ikke, at politiet har gjort nok i hendes sag. Foto: OLE JOERN / redstar
Vis mere

Hun håber meget på, at ministeren får 'omfattende tiltag' til at blive virkelighed. Sallie Nielsen ved nemlig, hvor hårdt det er at mærke ens anmeldelse blive henlagt.

»Det er et område, der på ingen måde har været fokus nok på. Folk bliver ramt, måske ikke fysisk, men psykisk. Og det kommer man sig aldrig over,« siger hun.

For mere end tre år siden fik Uffe Kurt Jensen stjålet sin bil fra sin gård nær Nykøbing Sjælland.

Uffe Kurt Jensen, 65 år og økonom og galeriejer, fik i marrts 2016 stjålet sin knaldrøde Porsche 911 fra 1978 - et samleobjekt med en værdi på ca. 400.000 kr. - fra denne garage på sin landejendom.
Uffe Kurt Jensen, 65 år og økonom og galeriejer, fik i marrts 2016 stjålet sin knaldrøde Porsche 911 fra 1978 - et samleobjekt med en værdi på ca. 400.000 kr. - fra denne garage på sin landejendom. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Selv om han straks anmeldte forbrydelsen, sendte politiet aldrig nogen patrulje.

Han kalder politiets indsats ‘smadderærgerlig’ og spild af sin og konens tid.

»Jeg er positiv over for, at ministeren gerne vil gøre noget ved det, men jeg tænker også på, om det kun er et spørgsmål om ressourcer. Jeg synes også, at politiet skal kigge lidt indad og gøre det her på en smartere måde,« siger han.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Politiet havde heller ikke tid til at komme, da Tom Persson i sommer anmeldte indbrud i sin bil på en parkeringsplads i Klampenborg.

Og kort efter fik han en standardbesked om, at efterforskningen var stoppet.

»Det er da glædeligt, at det ser ud til, at der afsættes flere ressourcer - og måske sørgeligt, at det skal udbasuneres på mange avisforsider, før der sker noget,« siger han.