»Åh nej, ikke igen.«

En sommerdag i 2016 vendte Klaus Fischer tilbage til sit hus i Glostrup efter nogle gode dage i sit nærliggende kolonihavehus. Hoveddøren til huset på Hvidpilevej stod pivåben.

»Vi kommer ind i huset og kan med det samme se, at der har været gæster. Det var så tredje gang, jeg har haft indbrud. Det er ikke behageligt. Det er det bare ikke,« siger han.

Klaus Fischers handicaphjælper ringede straks til politiet. Klaus Fischer er invalidepensionist efter en cykelulykke for ni år siden, der lammede ham fra halsen og ned.

Klaus Fischer, 57 år, anmeldte indbrud i sit hus den 26. juni 2016. Der faldt først dom i sagen 623 dage senere, den 26. februar 2018.
Klaus Fischer, 57 år, anmeldte indbrud i sit hus den 26. juni 2016. Der faldt først dom i sagen 623 dage senere, den 26. februar 2018. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Politiet står der inden for en time. De er meget grundige. De tager fingeraftryk og optager rapport,« siger han, men tilføjer så:

»Den del er jeg sådan set godt tilfreds med. Men derfra hører man ingenting. Jeg hørte først noget fra en betjent minimum et år senere, hvor jeg skulle sende ham et link til de ting, jeg havde anmeldt stjålet til forsikringen.«

Tyvene stak af med værdier for omkring 16.000 kroner, bl.a. et sølvbæger, Klaus havde arvet fra sin farfar.

Klaus Fischer anmeldte indbruddet den 13. juni 2016. Først den 20. september 2017 – mere end et år og tre måneder senere – modtog Retten i Glostrup et anklageskrift i sagen.

Den 26. februar 2018 faldt der dom i sagen, hvor to rumænere blev dømt for indbruddet hos Klaus Fischer og en række andre indbrud på Sjælland, viser dombogen, som B.T. har fået aktindsigt i.

624 dage var gået, siden Klaus Fischer anmeldte indbruddet.

»Jeg synes ikke, at det er i orden, at det skal tage så lang tid,« siger han.

Sagsbehandlingstiden i hans sag overstiger den i forvejen rekordhøje sagsbehandlingstid for indbrud, tyveri, vold og anden kriminalitet, der rammer borgerne.

I første kvartal i år landede den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 340 dage på landsplan og 379 dage i polititkredsen Københavns Vestegns Politi

I 2007, hvor Rigspolitiet begyndte at registrere sagsbehandlingstiden, var den nede på 212 dage.

Siden er den steget støt. Det er frustrerende som betjent og uacceptabelt for borgerne, siger Freddy Ladefoged, som den 1. maj i år afleverede sit politiskilt og gik på pension som kriminalbetjent og efterforsker med speciale i udlændinge-kriminalitet gennem 45 år i dansk politi.

»Man kan starte op på en sag, men så blive nødt til at lade den ligge i op til et år, fordi man ikke har haft tid til den,« siger Freddy Ladefoged og tilføjer:

»Det er pinligt at ringe til en borger og spørge til noget, som er et år gammelt. Det giver dårlig smag i munden som betjent.«

Han er ked af den kritik, politiet udsættes for på grund af de stadigt stigende sagsbehandlingstider. Men kritikken er desværre berettiget, mener han.

»Jeg holder af politiet og har gjort det i mange år. Men borgernes tillid er dalende, og det kan jeg godt forstå. Problemerne bunder i ressourcer. Vi har fået for mange opgaver i forhold til det antal betjente, som er til rådighed.”

Han giver et eksempel:

»Jeg havde på et tidspunkt 30 sager liggende på mit bord, mens jeg arbejdede fuld tid på en stor sag. Det havde jeg det virkelig dårligt med.«

»Jeg vidste bare, at sagerne blev svækket rent bevismæssigt, når tiden gik. Folk kan ikke huske, hvad de har oplevet. Og jeg havde sager liggende med oplagte opklaringsmuligheder, som desværre blev lukket, fordi de blev for gamle. Det er enormt frustrerende.«

Freddy Ladefoged peger på en række årsager til, at sagsbehandlingstiden er eksploderet: Politireformen fra 2007 medførte, at kriminalpolitiet blev nedlagt, og efterforskningen blev ifølge Freddy Ladefoged nedprioriteret i forhold til ordenspolitiarbejdet på gaden.

Samtidig har han på nærmeste oplevet, at efterforskere er blevet sendt ud til andre opgaver end deres kerneopgaver, fx til bevogtning, grænsekontrol, paskontrol i lufthavne, terrorbekæmpelse, bandekrig og transporter.

Tilbage i Glostrup vækker Freddy Ladefogeds kritik genklang.

»Man hører desværre om det hele tiden: at politiet ikke har tid og overskud til at tage sig af indbrudssager og lignende,« siger Klaus Fischer.

»Det er noget skidt, at politiet skal bruge deres ressourcer på alle mulige andre ting som for eksempel grænsebevogtning og beskyttelse af visse politikere under valgkampen. Den slags bliver åbenbart prioriteret meget højere. Det er ærgerligt, at politiet skal bruge penge og ressourcer på det.«

Det har ikke været muligt at få kommentarer fra Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi.