Et overfald på en dørmand i Aarhus var med til at give en 22-årig mand en fængselsstraf på et år og en måned og et halvandet års langt nattelivsforbud.

Den 22-årige blev i maj dømt i Retten i Aarhus for flere forhold, oplyser Østjyllands Politi.

Senest var han på spil natten til 13. februar i år, da den 22-årige mand slog en dørmand i hovedet med knytnæveslag ved en beværtning på Åboulevarden.

Efterfølgende råbte han flere gange trusler om, at han ville slå dørmanden ihjel.

En måned tidligere blev den 22-årige også anholdt, efter han på gaden i Aarhus havde truet to andre mænd med en kniv.

I detentionen slog han ud efter en betjent og råbte til en anden, at han ville slå ham ihjel. De forhold blev han også dømt for i retten.

Den 22-årige har desuden en række tidligere domme bag sig, og det fik også betydning for både fængselsstraf og nattelivsforbud.

»Den 22-årige var prøveløsladt, og retten lagde ud over forholdenes grove karakter vægt på, at forholdene var begået i prøvetiden for to tidligere domme for ligeartet kriminalitet.«

»Det udløste noget reststraf, så den samlede fængselsstraf blev udmålt til lidt over et år. Samtidigt var de tidligere forhold også medvirkende til, at nattelivsforbuddet kom til at gælde i halvandet år,« siger anklagerfuldmægtig Henriette Laxy i en pressemeddelelse.

Nattelivsforbuddet betyder, at den 22-årige ikke må opholde sig på beværtninger mellem klokken 24.00 og klokken 5.00, efter han har afsonet sin straf.

Forbuddet gælder hele landet. I samme tidsrum må han ikke opholde sig i de nattelivszoner, som politikredsene har indført.

I Østjyllands politikreds betyder det, at han ikke må opholde sig på Storegade i Randers eller i et større område i Aarhus Midtby.

Overtræder han forbuddet koster det i første omgang en bøde på 10.000 kroner – sker det anden gang risikerer han en fængselsstraf på 30 dage.

Den 22-årige erkendte nogle af forholdene men nægtede andre. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.