Målet har været klart for statsminister Mette Frederiksens (S) regering: Ventetiderne for ofre for kriminalitet skulle ned.

Men nu kan B.T. afsløre, at den plan er dumpet med et brag.

Ja, faktisk er det modsatte sket, viser en ny aktindsigt fra Rigsadvokaten.

For har du eksempelvis været offer for vold, kan du i dag forvente, at der går cirka 535 dage, fra du anmelder din sag hos politiet, til den bliver afgjort ved domstolene.

Har du i stedet været udsat for økonomisk kriminalitet, kan du regne med cirka 1.026 dage.

I begge tilfælde er det en klar rekord for, hvor længe man som offer har skullet vente på at få afgjort sin sag i Danmark.

Og ikke nok med det:

I otte kriminalitetstyper er ventetiden fra anmeldelse til dom steget i fjerde kvartal i 2025 sammenlignet med fjerde kvartal i 2019 - og i de fleste tilfælde er stigningen markant, viser aktindsigten.

Det er til trods for, at regeringen – med Mette Frederiksen i spidsen – ad flere omgange har lovet kortere ventetider, og at man endda også i november 2023 gav domstolene et løft på 2,3 milliarder kroner for at komme problemet til livs.

En plan, der altså er alt andet end lykkedes. 

'Folk fortrød anmeldelse'
Ida Helene Asmussen, der er lektor på juridisk fakultet på Københavns Universitet, har i en rapport undersøgt borgernes møde med retssystemet, og her så man en tydelig effekt af ventetiden.

»Vi så helt generelt, at ofrene blev meget skuffede og følte sig glemte, fordi tiden gik, uden at de hørte noget,« siger hun og fortsætter:

»Ofrene føler sig mere og mere svigtede, jo længere tid der går. De går fra at være glade for deres første samtale med politiet til at betragte det som udtryk for, at politiet i sidste ende ikke troede på dem, eller at de ikke kunne regne med retssystemet.«

Ida Helene Asmussen har endda oplevet eksempler på, at den lange ventetid har betydet, at nogle ofre for kriminalitet har følt, at det slet ikke nyttede noget at anmelde den kriminalitet, de har været udsat for. 

»I nogle tilfælde så vi, at folk fortrød at have anmeldt sagen efter de lange ventetider,« siger hun. 

Formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, er også ked af, at det tager længere og længere tid at efterforske, få sigtet og i sidste ende dømt kriminelle.

»Det er ikke rimeligt, at man som borger skal blive mødt af så lange ventetider, men jeg vil også sige, at pilen kun peger én vej, og det er ind på Christiansborg. Dansk Politi har alt for mange opgaver i forhold til, hvor mange vi er,« siger Heino Kegel.

'Et kæmpe problem'
Justitsminister Peter Hummelgaard (S), hvad vil du sige til alle ofrene for kriminalitet, der mærker, at ventetiden fra anmeldelse til dom stiger og stiger?

»Jeg vil sige, at vi er fuldt ud bevidste om og klar over, at sagsbehandlingstiden er et kæmpe problem, og det har jeg været klar over i hele min tid som justitsminister,« siger han og tilføjer:

»Det er derfor, vi har lavet en lang række vidtgående aftaler både for politi og domstole, der er i gang med at virke. Vi får nedbragt bunkerne hos domstolene, men det tager tid, før bunkerne er kæmpet i bund.«

Men hvordan kan ventetiden fra anmeldelse til dom stige, samtidig med at du siger, at sagsbunkerne nedbringes?

»Der bliver desværre ved med at dukke nye og komplekse sager op, der tager meget kapacitet i domstolene. Et eksempel på sager, der også er lagt øverst i bunken, er de mange sager med bestillingskriminalitet af unge svenske teenagere,« siger han og fortsætter:

»Der er desværre ting fra virkeligheden, der bliver ved med at dukke op og lægger sig oven i bunken.«

Mette Frederiksen har ikke ønsket at deltage i denne artikel.