Det gik hurtigt fra det øjeblik, den store sten smadrede gennem ruden til cafeen. Da glasskårene havde lagt sig, løb Per Ravn Sørensen ud på gaden for at se, hvad der var sket.

Øjeblikket efter blev han tæsket til bevidstløshed af to gerningsmænd.

Overfaldet sendte ham på hospitalet, men det har kostet ham meget mere end nogle trykkede ribben.

Det er nu 646 dage siden, og gerningsmændene har endnu ikke fået en dom. For Per Ravn Sørensen har det betydet, at hans tillid til politiet aldrig har været mindre.

»Skulle det samme ske igen, så melder jeg det ikke – så bliver det selvtægt i stedet. Det er så grotesk, at der skal gå to år, før der sker noget, når de har masser af vidner og videoovervågning.«

Har du oplevet lange ventetider hos domstole eller politi, så send en e-mail til os på matu@bt.dk

Den 54-årige lastbilchauffør fortæller med hjælp fra sin kone nu om overfaldet, og hvordan sagen siden er trukket i langdrag og stadig mangler et endeligt punktum. Til oktober skal Per Ravn Sørensen møde i retten i sagen mod en af sine to overfaldsmænd. Hvis der falder dom den dag, vil det være 744 dage siden, at han meldte det til politiet.

Det er mere end dobbelt så lang tid som den gennemsnitlige sagsbehandling i Sydøstjylland. Samme billede tegner sig for mange andre, hvis sager i flere måneder og nogle gange i flere år ligger og venter hos politiet og retterne rundt om i landet.

Det fortæller blandt andre 19-årige Silas Lund, hvis overfaldsmand stadig ikke er dømt, og familiefaren Jesper, hvis søn blev overfaldet af otte personer for et år siden, men som stadig venter på en dom.

Tæsket på åben gade

Det hele begyndte den 18. september 2017, hvor Per Ravn Sørensen tog sin kone Jytte under armen for at nyde en fridag i Kolding. De spiste middag sammen i byen og endte aftenen med en øl på Jernbanecafeen i centrum.

Her sad de kun en håndfuld mennesker, da der omkring klokken 21 pludselig lød et øredøvende brag i lokalet.

»En kæmpe sten smadrer gennem butiksruden,« fortæller Per Ravn Sørensen.

Han løb med det samme ud på gågaden for at se, hvad der var sket. Her fik han øje på en velkendt ballademager fra byen.

»Vi når ikke engang at udveksle et ord, før hans kammerat slår mig i hovedet bagfra. Jeg ser ikke, hvem han var, og falder ned og bliver slået bevidstløs, da jeg rammer fortovet.«

I nogle minutter, måske kun sekunder, var alt sort for Per Ravn Sørensen, men hans kone, Jytte, var fulgt efter ham ud af cafeen.

»I er ikke rigtig kloge!« råbte hun, da hun så sin mand på jorden.

»Jeg kan se, at han ligger ned, mens der er to, som både slår og sparker ham.«

De to overfaldsmænd tog benene på nakken, og Jytte ringede hurtigt efter politiet inde fra det nærliggende pizzeria.

Kort efter blev Per Ravn Sørensen kørt på Kolding Sygehus. Han slap med slemme knubs og nogle trykkede ribben. Han tror dog, at udfaldet havde været langt mere alvorligt, hvis han havde været en spinkel mand og ikke vejede godt og vel 115 kg.

Har du oplevet lange ventetider hos domstole eller politi, så send en e-mail til os på matu@bt.dk

Næste formiddag fik han på sygehuset besøg af to betjente, som ville afhøre ham.

»De fortæller mig, at jeg skal anmelde det, fordi de i forvejen har meget på de to gerningsmænd, og at denne sag kan gøre, at de bliver varetægtsfængslet i fire uger,« fortæller Per Ravn Sørensen.

En time efter han blev udskrevet, kontaktede en af betjentene ham igen for at sige, at deres jurister ikke mente, at der var grundlag for en varetægtsfængsling.

De fortalte ham også, at han nok lige skulle være på vagt, da han jo godt kunne støde ind i sine overfaldsmænd nede i byen.

»'Det er kraftedeme løgn', sagde jeg, da det jo ikke var særligt betryggende.«

En måned efter overfaldet så Per Ravn Sørensen og hans kone en af de to gerningsmænd foran selvsamme cafe, hvor det hele begyndte.

Det gjorde ægteparret utrygge. For hvad nu hvis de stødte ind i dem?

»Hver gang jeg hørte, at en af gerningsmændene var set i byen, tænkte jeg 'nej, nej, nej. Bare vi ikke møder dem',« fortæller Per Ravn Sørensens kone, Jytte.

Ingenting i tre måneder

I lang tid hørte Per Ravn Sørensen ikke noget i sagen, indtil han tre måneder efter blev indkaldt til at møde i retten. Det vedrørte dog kun den ene af gerningsmændene. Sagen er i dag endnu ikke afsluttet, da den er blevet udskudt og aflyst ad flere omgange.

Sagen mod den mand, som slog ham i baghovedet under overfaldet, har endnu ikke været for retten.

Det skal den først til oktober, hvor der på det tidspunkt er gået 744 dage.

Det langtrukne sagsforløb har været kilde til stor frustration, forklarer Per Ravn Sørensen.

»Jeg er lastbilchauffør og skal have fri, hver gang der er et retsmøde. Det kan koste mig tre arbejdsdage, men jeg får kun 87 kroner i vidnegodtgørelse. Man bliver også ramt økonomisk af det,« siger han.

»Havde jeg vidst det, jeg ved i dag, var jeg aldrig gået med til en politianmeldelse.«

Rigspolitiet har oplyst, at det ikke vil være muligt at få en kommentar til sagen, så længe der pågår regeringsforhandlinger.

B.T. arbejder desuden på en udtalelse fra Sydøstjyllands Politi.